Chef for ITK, Bo Fristed, Aarhus Kommune har skiftet kommunens amerikanske cloud løsning Microsoft Azure ud med en løsning fra den tyske leverandør Hetzner. ”Vi lagde mere og mere data over på Azure, og vi kunne se, at udgifterne steg og steg. Så prisstigningerne er en grund til, at vi har skiftet”. Inden Aarhus Kommune skiftede, var den årlige udgift 824.000 kr. til Azure i 2024. I indeværende år er udgiften til Hetzner 225.000 kr. Så at skifte en sky-løsning fra en amerikansk leverandør til en europæisk leverandør har barberet to tredjedele af omkostningerne.
Prisen er imidlertid ikke den eneste årsag til, at Aarhus Kommune skiftede leverandør til kommunens cloud infrastruktur.
Bo fristed: ”Der var ydelser i Microsofts Azure løsning, som vi sjældent brugte. Jeg havde en følelse af at have en jetjager til rådighed for at flyve ned til bageren. Der er ingen grund til at købe mere, end vi har brug for. Et andet irritationsmoment var, at vi brugte for meget tid på GDPR ved at være compliant med løsninger fra Microsoft hvor data ligger uden for EU. På trods af vi har European Basic Protection Framework, som gør, at vi europæere risikofrit kan arbejde sammen med amerikanske leverandører om databeskyttelse, så synes jeg, at timingen er rigtig for at flytte fra en USA-leverandør til en europæisk. Vi skal vise omverdenen, at vi som offentlig myndighed ikke nødvendigvis skal være afhængig af en stor amerikansk leverandør på dette område,” siger Bo Fristed.
ITK-chefen fra Aarhus fortæller videre, at der var flere kvalificerede leverandører inde i billedet i forbindelse med skiftet, og at han er meget tilfreds med sin beslutning.
”Når vi skærer to tredjedele af omkostningerne ved at skifte vores cloudløsning, skylder jeg også at sige, at det ikke er den samme løsning. Blandt andet var der nogle ting inden for overvågning af vores IT-drift, som var med i prisen på Azure, og som vi ikke har med i løsningen fra Hetzner. Så der kommer nogle opgaver for mine medarbejdere inden for overvågning af den tekniske drift. Men det ekstra arbejde er ikke noget, vi er kede af, fordi den nye løsning giver os en frihed og tryghed og en fornemmelse af, at vi er tættere på vores applikationer, end vi var før. Samlet set har det været en stor besparelse og en god oplevelse at skifte fra USA til Tyskland,” siger Bo Fristed.
”Følger solen”
Usikkerheden om hvor data ligger henne når Aarhus Kommune har været kunde hos Microsoft har også haft betydning for Bo Fristed.
”Vores data ligger ikke kun i Europa, når vi er kunde på Azure. Microsoft er i gang med at bygge et datacenter i Europa. Men når du bruger Azure på en standardaftale, har vi ikke nogen garanti for, hvor data ligger henne. Når du køber ind efter det princip, der hedder ”follow the sun” og det er nat i Danmark og det er dag i USA og man får adgang til support hos Microsoft i USA, så har de adgang til vores data fra et land uden for Europa. Det er svært”.
Bo Fristed siger, at den forholdsvis lille flytning fra amerikanske Azure til tyske Hetzner har givet genlyd fra nær og fjern. Både danske og udenlandske virksomheder og organisationer, har henvendt sig. Fællesnævneren for reaktionerne er, at det er muligt at finde konkurrencedygtige alternativer i Europa og at mindske sin afhængighed af amerikanske Big Tech virksomheder.
De næste måneder
Bo Fristed, der også er formand for Open Source Fællesskabet OS2, ser for sig, ”at det offentlige i Danmark begynder at samle sig for at finde alternativer til nogle af de produkter, som kommuner, regioner og stat i dag køber stort ind af hos Microsoft. Det kan være Office pakken 365, infrastruktur og sikkerhedsløsninger. På alle områder har Microsoft rigtig gode produkter, men de er også dyre. Vi har en ret stor opgave foran os med at sikre, at vores systemportefølje i kommunerne bliver frigjort fra de faste dokumentformater, der findes i systemerne”.
”Hvis man har et system, der kræver at medarbejderne, har en Office pakke installeret på sin enhed for at booke et mødelokale, så skal vi have fjernet den binding. Det betyder, at vi skal gennemgå vores portefølje, og finde de bindinger, som gør, at vores systemer ikke virker, hvis man tilgår dem fra en anden Office pakke end Microsoft”.
”Hvis vi anlægger den betragtning, at vi gerne vil flytte halvdelen af vores medarbejderes Office-licenser, væk fra Microsoft og over på en Open Source-kontorpakke, så vil du i Aarhus Kommune have 10.000 medarbejdere, der har en Office pakke, og 10.000, der ikke har. Men alle 20.000 er en del af den samme organisation. Vi har stadig brug for at have en oversigt over alle mailadresser i kommunen. Vi skal stadig kunne sende mails til hinanden. Vi har brug for, at medarbejderne kan booke de samme mødelokaler i kommunen, som i dag bliver håndteret i Microsoft miljøet”.
”Så der er masser af funktionalitet, som vi skal have til at spille sammen i et hybridt miljø. Og for at få det til at fungere i dagligdagen, er vi nødt til at lave noget nyt inde i midten, så vi kan replikere fra Microsoft -miljøet over i noget fælles. Og at vi fra Open Source alternativet kan replikere over i noget fælles for, at de kan booke mødelokaler på lige fod med Office brugerne. Mødelokalerne er bare et eksempel, men jeg mærker meget stor interesse for dette fra andre større kommuner. De er interesserede i analysen af vores systemportefølje med at fjerne bindinger til dokumentformater og de er interesseret i at finde løsninger i et hybridt miljø.”
”De ser ligesom jeg en rigtig god business case i at finde alternativer til Microsoft. Hvis vi når i mål med at skabe et hybridt miljø, står vi stærkere næste gang vi skal forhandle aftaler om Microsoft licenser, som et alternativ til den nuværende SKI-aftale. De statslige kunder er også ude i et meget stort udbud på Microsoft. De er også interesserede i denne business case. Hvis vi kan flytte halvdelen af vores medarbejdere over på en anden platform, har vi jo noget at handle med over for Microsoft. Det handler i bund og grund om at blive mindre afhængige af de amerikanske techgiganter.”