KL om de nye it-serviceorganisationer: Hovedparten af opgaverne bliver i kommunerne
Arbejdet med at etablere de nye tværkommunale it-serviceorganisationer forløber som planlagt, og på trods af den stramme tidsplan vil de være etableret med udgangen af året, vurderer Christian Christensen, programleder i KL. Aftalen er, at de nye enheder skal varetage netværk og servere for kommunerne. Selv om der i Økonomiaftalen for 2026 er nedskrevet en ambition om, at en lang række andre it-opgaver overgår fra kommunerne til de nye enheder frem mod 2030, er det ikke aftalt, understreger han. Det er den centrale server- og netværksinfrastruktur, der skal samles.