Flemming Kjærsdam • 27 november 2025

Nordjylland rykker sammen 

I foråret 2023 indledte de 11 nordjyske kommuners IT-ledere drøftelser om et tættere samarbejde. Kommunaldirektørerne i Nordjylland opfordrede til øget samarbejde, og it-cheferne i de 11 kommuner fik til opgave at udarbejde målbilleder og formulere et kommissorium, som blev grundlaget for det nordjyske samarbejde. 


IT-chef Svend Svenstrup, Aalborg Kommune: ”Samarbejdet begyndte ad frivillighedens vej. Det havde nok lidt karakter af, at Nordjylland er den mindste region i landet og bærer også lidt præg af udkant. Derfor drøftede vi indledningsvist det fælles samarbejde som en mulighed for at kunne løse udfordringer i fællesskab på sikkerhedsområdet og med rekruttering af nye medarbejdere. Vi drøftede også fælles udbud og det tekniske samspil mellem kolleger på tværs af kommunerne,” siger IT-chef Svend Svenstrup, Aalborg Kommune.  
Et af Kommunaldirektørernes indspark til samarbejdet gik på, at samarbejdet skulle arbejde strategisk med udformning af målbilleder. Samarbejdet opererer med målbilleder i 2030 og 2035, som sætter retning for de ønskede resultater.

”Vi havde også målsætninger om et tættere samarbejde på serverinfrastruktur som lå højere op i teknologistakken. Da Økonomiaftalen for 2026 udkom med udgangspunkt i PA Consultings rapport om oprettelsen af fire/fem nye regionale IT-serviceorganisationer, som middel til styrkelse af cyberberedskab, så blev drøftelserne om server/datacenter og netværksinfrastruktur blot endnu mere relevante. Og vi må sige, at Økonomiaftalen 2026 har accelereret vores nordjyske samarbejde. Dog er det ikke sådan, at Økonomiaftalen har lukket ned for de andre ambitioner i samarbejdet,” siger Svend Svenstrup.
Det er kommissoriet, der driver samarbejdet i Nordjylland. Der er ikke stiftet en forening, et selskab eller en speciel model for samarbejdet. Det er startet frivilligt, men Økonomiaftalen for 2026 har gjort, at samarbejdet er blevet mere forpligtende.
”Det har jo accelereret vores samarbejde, forstået på den måde at mødefrekvensen mellem kommunerne er steget. I det oprindelige samarbejde var vi enige om, ar vi ikke behøvede at gå i takt. Der kunne godt være samarbejder, som ikke gjaldt alle 11 kommuner, men hvis vi ville gennemføre et opkørselskoncept på vores pc-arbejdspladser, så kunne der godt være en række kommuner, som samarbejdede omkring det. Det kunne også være inden for MDM (Mobile Device Management). Det er et specialiseret område. I Aalborg Kommune har vi ressourcer, der arbejder dedikeret med det. Men hvis vi sammenligner os med mindre og mellemstore kommuner, så har de typisk delte roller inden for MDM. Det viser blot, at vi ikke har det samme udgangspunkt, og at samarbejdet betyder, at vi hjælpes ad i det omfang vi kan,” siger Svend Svenstrup.
En af de fælles beslutninger i det nordjyske samarbejde er gennemførelsen af en GAP-analyse, der er omtalt (side 32) i magasinet. Den skaber grundlaget for det fælles løft der skal ske på cybersikkerhedsområdet med NIS2.  

De kommende måneder
Ifølge Svend Svenstrup er de emner, som kommer op i kredsen om det nordjyske samarbejde ”vores fælles netværksinfrastruktur. Hvad kan være basis for, at vi bliver koblet tættere sammen. Og så sikkerhedsinitiativerne med udgangspunkt i de gennemførte GAP-analyser”.
”Samarbejdet bygger også på den nordjyske model. Sådan lidt populært sagt: I Nordjylland bygger vi ikke metro eller letbaner, der bygger vi Plusbusser. Det handler om, at vi har en solid, sammenhængende digital infrastruktur, samtidig med at vi bevarer en vis fleksibilitet. Men vi bevarer jordforbindelsen. Vi ved godt, at vi ikke bare kan gå ud og lave en Green field etablering af fuldstændig ny netværksinfrastruktur og etablere nye fælles datacentre. Vi bliver nødt til at bygge videre på det, vi allerede har, og som vi ved virker. Så vi finder den rette balance mellem eksisterende teknologi og det nye hvor vi skal mindske sårbarheden og højne sikkerheden”.

 

BOKS

Region Nordjylland består af 11 kommuner:

Aalborg
Brønderslev
Frederikshavn
Hjørring
Jammerbugt
Læsø
Mariagerfjord
Morsø, Rebild
Thisted
Vesthimmerland