De frigjorte ressourcer skal anvendes der, hvor de giver størst mulig værdi, fremgår det af ny målsætning for brug af AI i den offentlige sektor.
Den Digitale Taskforce for kunstig intelligens, som er etableret i et samarbejde mellem staten, kommunerne og regionerne, fremlagde før sommerferien et såkaldt ”målbillede” for brugen af kunstig intelligens, AI, i den offentlige sektor. Målbilledet indeholder parternes ambitioner for taskforcen og peger på, at AI skal anvendes til at frigøre arbejdskraft, reducere administration og øge kvaliteten i den offentlige sektor til gavn for både borgere og virksomheder.
Visionen er at skabe mere tid til det vigtige i den offentlige sektor, så medarbejdere får mere tid til det borgernære og bruger mindre tid på de administrative opgaver. Det er særligt vigtigt, når vi bliver flere ældre, og behovet for arbejdskraft stiger flere steder i den offentlige sektor. Det skal samtidig sikre, at gevinsterne ved ny teknologi i videst muligt omfang kan frigøres og prioriteres politisk.
I målbilledet indgår tre målsætninger:
1) at skabe en effektiv og innovativ offentlig sektor.
2) skræddersyet og nem interaktion med den offentlige sektor.
3) forstærket faglighed og kerneopgaven i fokus.
Regeringen, KL og Danske Regioner har en fælles ambition om, at udrulning af kunstig intelligens hos offentlige myndigheder frigør mindst 50 mio. timer, svarende til mindst 30.000 årsværk, på tværs af den offentlige sektor frem mod 2035, og at en væsentlig andel heraf er indfriet i 2030. Forholdsmæssigt svarer det til, at kommunerne skal frigøre 18.000 årsværk.
De frigjorte ressourcer vil skulle anvendes der, hvor de giver mest mulig værdi. Frigørelse af ressourcer i stor skala forudsætter, at der tages hånd om de barrierer, der i dag udfordrer ibrugtagning og skalering af kunstig intelligens i den offentlige sektor, herunder bl.a. uklare eller utidssvarende juridiske rammer. Forudsætningsskabende indsatser vil derfor være en central prioritet for Taskforcen.
Det er også en fælles ambition, at udrulningen af kunstig intelligens skal bidrage til en bedre offentlig sektor, hvor borgere og virksomheder oplever, at interaktionen med den offentlige sektor er nemmere, og hvor medarbejdere i den offentlige sektor oplever, at kunstig intelligens understøtter dem i opgaveløsningen.