Flemming Kjærsdam • 18 november 2021

SKI låser Microsofts bebudede prisstigninger i ny fælleskommunal aftale

Microsoft har varslet store prisstigninger for 365 Office-pakker og -services i foråret 2022, men i den dialog SKI foreløbigt har haft med den amerikanske techgigant, bliver prisstigningerne låst for en treårig periode.

 

Microsoft har varslet prisstigninger på op til 25 pct. på de produkter og services som kommunerne anvender. Sådan har det lydt i dette efterår. IT-forretningsudvikler Leon K. Johansen, SKI siger dog, at Microsoft vil undlade at gennemføre prisstigningerne de kommende tre år – fra 1. april 2022 til 31. marts 2025 – hvis kommunerne tilmelder sig den Fælleskommunale Indkøbsaftale 50.49, som SKI sender i udbud i december.

”Rigtig mange kommuner har udløb af deres Microsoft kontrakter ved udgangen af marts 2022. Derfor betyder Microsofts udmelding, at de varslede prisstigninger neutraliseres i de kommende tre år, hvis kommunerne tilmelder sig den Fælles Indkøbsaftale 50.49 i november måned,” siger Leon K. Johansen, SKI.

At få sat de varslede prisstigninger fra Microsoft på hold er en gestus som mange kommuner formentlig vil tage imod ved at tilmelde sig den nye Indkøbsaftale. Hermed undgår IT- og digitaliseringscheferne at skulle finde mellem 0,5 mio. kr. og 1,5 mio. kr. i deres eget budget til at dække prisstigningerne af med eller gå den tunge gang til byrådet og bede om en ekstra bevilling til it-afdelingen.

SKI gennemfører 50.49 udbuddet i december og de kommuner, som tilmelder sig den nye aftale i november undgår i første omgang prisstigningerne, idet Microsoft låser priserne fast i de kommende tre år.

Leon K. Johansen: ”Microsofts udmelding har været, at alle kommuner, hvis kontrakter udløber i 2021 eller 2022, kan tilmelde sig 50.49 i november i år og få de nye licenser til de låste priser. Så prislåsen er ikke kun for kommuner, der har en bestemt udløbsdato for deres nuværende Microsoft-licenser. Det er tilslutningen til den nye 50.49, der bestemmer vilkårene for priserne de næste tre år.”

Rationalet bag det nye udbud er jo flere kommuner, der tilmelder sig, desto lavere sætter Microsoft priserne for Office 365 pakkerne. Kommuner som er med på det kommende udbud, friholdes fra de globale prisstigninger fra Microsoft - såfremt kommunerne tilslutter sig aftalen.

Udover den Fælles Indkøbsaftale 50.49 – har en række kommuner tidligere selv været i udbud eller købt ind via SKI´s 02.06, som er en aftale for indkøb af standardsoftware. For de kommuner, som beslutter at fortsætte med at købe ind via 02.06 eller går i eget udbud er det ikke helt åbenlyst, om de vil kunne låse priserne.

”Omvendt kan det ikke udelukkes, at de vil kunne opnå samme vilkår. Det afhænger også af, hvor store de er og hvor mange de går sammen. Men hvis man tilslutter sig 50.49 vil man være sammen med 60-80 kommuner i det fælles indkøb. Kommunerne skal inden den 15. november tilmelde sig udbuddet eller tilsvarende finde ud af om de selv går i udbud,” siger Leon K. Johansen.

Først i december måned begynder udbudsprocessen som forventes afsluttet i løbet af en måned. Teknologisk er SKI kommet igennem med en pakettering af Officepakkerne på tværs af brugerne. Tidligere var det delt op i tunge og lette brugere. Nu er det ifølge SKI – delt op i profileringer af brugere. 

E- brugere – de tunge administrative brugere, sagsbehandlere mv.

F-brugere – lidt lettere brugere som arbejder i ”marken” sosu-assistenter, teknikere

A-brugere / lærere og pædagoger skoleområdet

A-light skoleelever

Så jo tættere vi kommer mod A – desto billigere er licenserne. Men ønsker kommunen høj sikkerhed for alle, kan brugerne på tværs af softwarepakker købe samme sikkerhed.

Det første fællesindkøb på Microsoftområdet startede i 2013 med 29 kommuner, og 2016, der blev gennemført som minudbud på 02.06.

I 2019 kom den første 50.49 aftale med tilslutning af 66 kommuner.

Nu kommer 50.49 i år 2022 og Leon K. Johansen forventer at op mod 80 kommuner tilslutter sig.

 

Forskudt rabat 

Under ”særlige vilkår” har Microsoft lagt op til en ”ramped discount model”. Det vil sige Microsoft giver forskudt rabat på licenserne, så rabatten er størst i år et, mindre i år to og lavest i år tre. 

”Der har tidligere været problemer omkring aftalelængder og fornyelser, da 02.06 og 50.49 havde forskellige løbetider – de problemstillinger er der ikke længere,” siger Leon K. Johansen.

Årligt tilknyttet til 50.49:
 

F-brugerne:

• Får særlig CAL adgang (klient adgangs licens red..) til Exchange, Sharepoint og Skype for Business (Teams) hvor brugerne får ret til at benytte disse muligheder til on-premisemiljøer.

• Får særlig adgang til on-premiseversion af Exchange, Sharepointog Skype for Business (Teams) serverne for brugere med M365 F3 ret til tablets med større skærmstørrelse end 10,1”

• Rettighed til at benytte en større skærmstørrelse end 10,1” til alle F-brugerne (gælder dog kun ved køb af F-licens som en del af en SKI pakke)