Flemming Kjærsdam • 26 august 2021

”Sparer mange penge på IP-telefoni i Guldborgsund Kommune”

Der er stadigt større interesse for Open Source i landets kommuner.

Det mærker Guldborgsund Kommune, som siden 2010 har brugt den amerikanske Asterisk-løsning. 
 

Grunden til, at Guldborgsund Kommune tog Asterisk i brug var tilbuddet fra en privat leverandør for et kaldeanlæg til en skole med 15 ISDN-telefoner. Prisen var ret pebret. Det kunne bare ikke passe, tænkte kommunen.

Udfordringen dengang var, at kommunen havde investeret ret mange penge i hardware til telefoner og omstillingsbord samt til software og vedligeholdelse. Da teleleverandøren desuden ville lave en opgradering af softwaren til omkring 600.000 kr. (år 2010 red.) – traf Guldborgsund Kommune en strategisk beslutning, der førte den i en ny retning.

Kommunen fik øje på Open Source løsningen Asterisk fra det amerikanske firma Digium, som i parentes bemærket havde det amerikanske forsvar som reference, der håndterer op til 10.000 samtidige opkald. Selv om der er travlt på Sydhavsøerne, så mente Guldborgsund Kommune, at det var nok til at dække deres lokale behov. 

”De klassiske telefoniløsninger med PBX´er, kaldeanlæg og særlige enheder er lukket land for en it-afdeling, og det er megadyrt at arbejde med telefoni, da teknologien er proprietær. Da vi skiftede over til IP-telefoni med Open Source, gik vi over til SIP-standarden og dermed beskyttede vi alle vores investeringer i hardware, telefoner, omstillingsanlæg og kaldeanlæg,” siger Change Manager Mads Peter Nielsen, Guldborgsund Kommune.

Med IP-telefoni bliver telefoni et emne for it-afdelingen. Kildekoden til Asterisk er gratis. Derfor var investeringen i overgangen til IP-telefoni alene udgifterne til implementeringen, som kommunens it-afdeling har gennemført.

 

Man får det man gerne vil have

Fordelen ved IP-telefoni og Open Source er, ifølge Mads Peter Nielsen, at kommunen får den løsning, den gerne vil have.

”Da vi havde den tidligere telefoniløsning, kostede hver eneste ændring i funktioner penge, fordi det indebar køb af ekstra licenser. Hvis vi så fravalgte de nye funktioner af økonomiske årsager, havde vi jo ikke den løsning, vi ønskede. Med Open Source udbygger vi hele tiden løsningen, så den dækker vores behov. Hvis du ønsker at lave en ”telefonkø” til en daginstitution, til skoletandplejen, eller til borgerservice, så laver du dem bare. Det er gratis at udnytte funktionaliteten i Asterisk. Jo mere vi udnytter funktionerne, desto billigere bliver gennemsnitsprisen for hver eneste tilsluttet enhed. Vi har sparet rigtig mange penge gennem årene, alene fordi vi ikke skal købe ekstra licenser,” siger Mads Peter Nielsen.

Under Coronapandemien er det blevet tydeligt for kommunerne, hvor vigtig den digitale infrastruktur er. Hjemmearbejde, de virtuelle møder, de mange ”kald” og mails til kommunen og kommunikationen med andre kommuner og regioner er kørt gennem den digitale infrastruktur.

Guldborgsund Kommune har for nyligt regnet på, hvad det vil koste at bruge mødesoftwaren Teams fra Microsoft til telefoni. Det vil koste kommunen mellem 1 og 1,2 mio. kr. om året. Dertil skal så lægges ekstra udgifter til styring af kald og telefonkøer.
Det har kommunen valgt fra.

 

I dialog med tre kommuner

De sparede omkostninger i Guldborgsund Kommune kan også være medvirkende til, at kommunen er i dialog med tre sjællandske kommuner om et eventuelt skifte over på Asterisk platformen.

”Som kommune hjælper vi gerne andre kommuner i gang med Open Source IP-telefoni. Vi har tidligere hjulpet Faxe og Roskilde kommuner med igangsætningen af Asterisk. Nu er vi dialog med tre andre kommuner, og de er i gang med deres business cases på området. Det spreder sig fra mund-til-mund, og jeg ser frem til at hjælpe nye kommuner i gang,” siger Mads Peter Nielsen.

Vejle Kommune bruger også Asterisk til IP-telefoni.

 

Køstyring er central

Køstyring er en helt central funktion i IP-telefoni. Med køstyringen tager kommunen kontrol over borgeroplevelsen.

”Vi styrer kaldene fra borgerne, så borgerne får den bedst mulige oplevelse, når de kontakter kommunen. Du har sikkert selv prøvet at ringe op og blive omstillet til et forkert kontor. Med køstyring sikrer vi, at borgernes opkald automatisk sendes videre til en telefonkø med en relevant medarbejder. Borgeren får ikke oplevelsen af at sidde lang tid i kø og siden ende hos en forkert medarbejder,” siger Mads Peter Nielsen. 

Lige præcis køstyringen er en funktion, som effektiviserer kommunens service over for borgerne, og som hjælper borgerne med at få fat i den rigtige medarbejder. 

Lige nu har Guldborgsund Kommune 1500 daglige brugere på IP-telefoner, softphones og mobiltelefoner. I alt er der 8.000–9.000 numre i Faxe, Roskilde og Guldborgsund Kommune.

I Guldborgsund er der fem ansatte på deltid, som tager sig af Asterisk i organisationen.  

Asterisk virker på den måde, at den bygger bro mellem to enheder via SIP-standarden. Asterisk består af en Linux-server, selve softwaren og en frontend freePBX, som er det grafiske brugerinterface.

Brugeren kan nå sit kald fra en smartphone, sin bærbare eller en computer. Gennem Chromebrowseren kan brugeren ”løfte” røret ved hjælp af teknologien WebRTC. Ifølge Mads Peter Nielsen tager de store leverandører af IP-telefoni denne standard til sig som er udviklet af Google.

TDC udfaser ISDN-30 inden årets udgang og går over til SIP-standarden, som er standarden i Asterisk og en række andre løsninger

”Standarder er gode og skal være åbne. I dag sidder vi på alle mulige forskellige platforme, når vi holder virtuelle møder. Zoom, Teams og andre så som Cisco. Hvis der nu var en åben standard til mødesoftware, kunne vi alle bare snakke sammen,” siger Mads Peter Nielsen.