Den europæiske telesektor har henvendt sig til EU-Kommissionen for at få udfordringerne sat på dagsordenen i forbindelse med den planlagte revision af telereguleringen i EU.
Big tech leverandørerne fylder så meget indhold på Internettet, at der er en ubalance mellem dataleverandører og EU´s teleselskaber.
Direktør Jakob Willer, Teleindustrien: ”Hele målsætningen med revisionen af telereguleringen er at styrke europæisk konkurrenceevne, styrke innovation og stimulere investeringer i infrastrukturen. Det er derfor fornuftigt at diskutere, om der kan findes en ny model, hvor der er en bedre balance mellem dataleverandørerne og teleselskaberne i forhold til, hvordan infrastrukturen finansieres, og hvordan datatrafikken afvikles. I dag er der ikke fælles ansvar, og dataleverandørerne har ingen incitamenter til at sikre en effektiv og fornuftig afvikling af trafikken i nettene”.
Der er over årene opstået en ubalance mellem teleselskaberne i Europa og leverandører af indhold og streamingtjenester på internet. De amerikanske udbydere – kaldet Big Tech – som Google, Meta, Amazon, Apple og Microsoft fylder nettene op med data.
“Fra telebranchens side synes vi, det er vil være rimeligt om de amerikanske udbydere enten bidrager til finansieringen af infrastrukturen eller i det mindste indgår i nogle kommercielle forhandlinger, da kapaciteten er dyr at etablere og bliver udvidet hele tiden for at håndtere de enorme mængder data,” siger Jakob Willer.
Endvidere har netneutralitetsreglerne i praksis vist sig som en barriere for innovation og nye tjenester.
”Netneutralitetsreglerne har i praksis været en hindring for udvikling af nye tjenester til at beskytte kunderne mod digital svindel. Teleselskaberne er her tvunget til at sikre, at kunder også har adgang til svindelhjemmesider. Det synes vi er en uhensigtsmæssig begrænsning”
Jakob Willer ved ikke på nuværende tidspunkt om reglerne på netneutralitet er med på agendaen, men håber på, det vil ske i løbet af efteråret.
Sidste år på Dansk Industris konference om teleindustrien kom det frem, at telebranchen i Danmark samlet set investerer 60 mia. kr. i udbygningen af den digitale infrastruktur de kommende fem år. TDC NET, som er branchens største udbyder af infrastruktur investerer 15 mia. kr., svarende til en fjerdedel af de samlede omkostninger.
Google og Microsoft, som er blandt Big Tech, tjente sidste år henholdsvis 700 mia. kr. og 600 mia. kr., men bidrager ikke økonomisk til udbygningen af den europæiske/danske infrastruktur. Så mens der er kæmpe milliardoverskud og handelsoverskud i USA´s favør på det digitale område, er det ikke nogen god forretning for den danske telebranche at stille digital infrastruktur til rådighed.