I Lemvig Kommune har datadreven ruteplanlægning vist sit værd og sparet tid for medarbejderne i hjemmeplejen ved at give dem kvalificerede forslag til de ruter, de skal køre ud til borgerne.
”Medarbejderne oplever, at de faktisk har tid til at komme fra A til B, og ikke skal skynde sig ud ad døren eller afkorte et besøg. Som en indirekte konsekvens oplever borgerne det faktisk som en bedre hjemmepleje, fordi de ved, hvornår vores medarbejdere kommer, og hvem der kommer,” siger Thomas Hyldgaard, chef for Digitalisering & It i kommunen.
”Vi har jo med et område at gøre, der skriger efter varme hænder. Vi afhjælper den mangel ved at fjerne nogle af de opgaver, der tager tid væk fra det, der skaber værdi for vores borgere,” tilføjer han.
I dag – snart to år efter – at Lemvig Kommune var den første i Danmark med at anvende AI i ruteplanlægningen af hjemmeplejen – er kommunen gået ind i et offentligt storskalaforsøg med at anvende AI til at forbedre den offentlige velfærd. Resultaterne i Lemvig er ikke gået upåagtet hen: blandt andet har statsminister Mette Frederiksen sidste år på KL-topmødet fremhævet kommunens indsats på området.
”Erfaringerne med at optimere hjemmeplejens kørsel med kunstig intelligens er så gode (læs mere her), at vi har meldt os til det offentlige storskalaprojekt, der omhandler vagtplaner i hjemmeplejen,” siger Thomas Hyldgaard og tilføjer:
”Og vi er ikke bare skaleringsleder på ét projekt. Vi deltager også i tre andre projekter. Det er noget, vi har fokus på og en strategisk tilgang til.”
Den offentlige sektor i Danmark skal være verdensførende i anvendelsen af kunstig intelligens.
Mette Frederiksen under KL-topmødet i Aalborg, 20. marts 2025
Ifølge Thomas Hyldgaard kan bedre udnyttelse af medarbejdernes tid også være med til at løse udfordringer med at rekruttere medarbejdere til f.eks. hjemmeplejen.
”Samtidig handler det i høj grad også om medarbejdertilfredshed og om fleksibilitet i ansættelsen. Hvis man kan optimere ressourcerne, kan vi også mindske brugen af vikarer, som er dyre,” siger han, men understreger med det samme, at projektet ikke kun handler om at spare penge.
Ifølge Thomas Hyldgaard vil projektet med at udvikle datadrevne vagtplaner kunne mobilisere den såkaldte ”tavse viden”. Med det mener han, at vagtplanlæggerne sidder med rigtigt meget viden om f.eks., hvornår en ældre gangbesværet dame helst vil have besøg. Og hvem hun bedst kan lide at få hjælp af.
”At lægge en vagtplan er en kompleks opgave i dag. Den vil vi gerne gøre mindre kompleks, så det ikke behøver at være højt specialiserede medarbejdere, der sidder med den. Samtidig kan vi optimere, hvornår medarbejderne skal møde ind i overensstemmelse med f.eks. overenskomsterne. Det kan være med til at øge medarbejdertilfredsheden,” siger han.
AI’en ligger i et fagsystem med en brugerflade, medarbejderne kan genkende. Den hjælper dem med at udarbejde en optimal rute
Thomas Hyldgaard om Lemvig Kommunes anvendelse af AI i hjemmeplejens ruteplanlægning
Projekter som disse var blandt andet emnet for et af oplæggene på KITA Efterårsseminar den 10.-11. september.
Her gav Jonas Gillett, chefkonsulent fra Den digitale taskforce for kunstig intelligens, et billede af, hvor langt man er kommet med at anvende AI i kommunerne. I sin præsentation fremhævede han blandt andet, at Danmark gør det godt med en meget høj grad af digital modenhed og stærkt samarbejde mellem stat, kommuner og regioner.
Jonas Gillett pegede på tre storskalaprojekter, hvor Lemvig Kommune – som sagt – er med i projektet: ”Datadrevet vagtplanlægning” til at automatisere planlægning af arbejdstiden, så den overholder gældende regler og overenskomster og sikrer, at der er medarbejdere med de nødvendige kompetencer til at løse opgaverne.
”Vi har meldt os som skaleringsleder, fordi vi kunne se, hvor meget vi har fået ud af arbejdet med ruteplanlægningen. Vi ser frem til at være med til at præge produktet og brede det ud til andre organisationer – og til at bidrage med vores erfaringer om, hvad der er gået godt, og hvad der er gået skidt,” siger Thomas Hyldgaard.
En lang række kommuner anvender den samme platform som Lemvig, nemlig KMD Opus Vagtplan, så der er stort potentiale for at udbrede systemet, understreger Thomas Hyldgaard.
Han fremhæver, at de største udfordringer i forhold til projektet er at sikre compliance, så alle tiltag flugter med de mange forskellige regler, som kan komme ind over feltet, herunder GDPR og EU’s AI-forordning.
”Men det kommer vi til at bruge noget tid på. Det er en opgave, men en opgave vi kan løse.”
Sådan begyndte det
I april 2024 offentliggjorde KMD samarbejdet som et pilotprojekt med Lemvig Kommune, Norddjurs Kommune og softwarefirmaet Pondoo. Oprindeligt var det baseret på en app designet af Pondoo til TDC’s serviceteknikere, der havde brug for at optimere deres mange kilometer på vejene. I pilotprojektet med Lemvig Kommune blev KMD-platformen kombineret med Pondoos AI-løsning. Inden det gik i luften i januar 2025, havde Lemvigs ansatte fodret systemet med data om de enkelte medarbejdere og om brugerne.
Kilde: KMD, DR mv.