Digitaliseringsministeriet har haft positiv betydning for digitaliseringen

Digitaliseringsministeriet, der blev opfundet af den afgåede regering, har givet rigtig god mening.
Der er kommet mere fokus på digitalisering, som jeg tror på, fortsætter med at være en af vejene til
et mere effektivt og inkluderende samfund.

Af Henrik Brix

Vi er som samfund og som kommuner udfordret af den store afhængighed af de amerikanske Big Tech virksomheder. En udfordring, som Digitaliseringsministeriet også har taget op. Afhængigheden er på ingen måde ny. Den er mindst 20 år gammel, men den har fået yderligere vinkler i kraft af stigende usikkerhed om dataoverførselsgrundlaget. Vil Data Privacy Framework og tilstrækkelighedsafgørelsen, som er grundlaget for brug af amerikansk Big Tech i Danmark, bestå? Skal og kan vi satse på det? Derudover kan ingen nok garantere, at en vis præsident ikke kan få lukket for nogle af de cloudservices og applikationer, vi er så afhængige af. Jeg vurderer, at sandsynligheden er meget lille, men helt udelukke det, kan jeg ikke. Og konsekvenserne er ufatteligt store.

IT og services handler ikke kun om teknologivalg, det handler om muligheden for at have et valg, hvis det bliver nødvendigt at kunne skifte spor. Det har Digitaliseringsministeriet arbejdet med og det arbejde er kun lige begyndt. Der er behov for en fortsættelse.

Cybertruslen har aldrig været større end den er nu. Og udsigten til, at trusselsniveauet falder igen, er meget vanskelig at få øje på. Det kalder på en større, fælles indsats. Truslerne er de samme. Og tænker vi beredskabsområdet endnu bredere end IT, er der endnu mere grund til at lave fælles koordinering og indsatser. En del håndteres via NIS2, men det er ikke nok. Her har vi haft nytte af Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab (MSSB), der ligeledes er en ny konstruktion. Jeg tænker, at det giver god mening, at den fælles indsats fortsætter efter en regeringsdannelse. Vi i kommunerne, har den ”udfordring”, at vi er noget ”på tværs” set i forhold til ministerområder og sektoransvarsprincippet. MSSB har netop den tværgående tilgang, der giver god mening for kommunerne.

Der ligger virkelig store opgaver foran os.

God arbejdslyst og god sommer.

Magasinet KITA, April 2026

April udgaven af Magasinet KITA handler meget om ovenstående emner.
Vi er i gang med at opbygge regionale IT-serviceorganisationer og har i magasinet taget ”bussen” rundt i regionerne for at få en status. Arbejdet skrider fornuftigt frem i de fem regioner (Nord, Midt, Syd, Sjælland og Hovedstaden).
Open source projekter, som kan øge den enkelte kommunes digitale handlefrihed, er der også godt gang i. Små skridt fremad med positive resultater. OS2skole bliver præsenteret som et nationalt projekt som alternativ til de amerikanske techvirksomheder, der dominerer skoleområdet i dag. OS2Skole projektet er for godt, for langt og for vigtigt til at det må stoppe.
Professor Jan Damsgaard, CBS, har udgivet sin bog ”Digital Suverænitet”. Han sætter tal på afhængigheden af Big Tech ved hjælp af en formel. Den digitale handlefrihed spiller efter hans opfattelse en strategisk rolle i kommuner og virksomheder.

Magasinet KITA april 2026 lander i kommunerne den 30. april.

Rigtig god læselyst.