Ny leverandør af it-drift: KOMBIT indgår ny kontrakt til 700 millioner kr.

Fælleskommunale systemer kommer til at køre på en fælles platform, der bliver drevet af leverandøren Aeven de næste 12 år. Ifølge KOMBITs driftsdirektør, Søren Kromann, vil kontrakten til 700 millioner kr. give KOMBIT en større kontrol med driften af platformen. Hidtil har leverandører af applikationer typisk også stået for driften eller haft en underleverandør. Nu skiller KOMBIT de to ting ad: Aeven bliver direkte driftsleverandør, mens leverandører af applikationer nu skal koncentrere sig om den opgave alene. Samtidig er kontrakten et vigtigt skridt i retning af digital suverænitet.

Af Peder Bjerge
tre mænd ved bord

Mens 700 millioner kr. er et anseeligt beløb i de fleste offentlige budgetter, er det ikke det mest interessante ved den nye kontrakt, KOMBIT netop har indgået.

Ifølge Søren Kromann, COO og driftsdirektør i KOMBIT, udgør kontrakten et nybrud i forhold til it-driften af de mange afgørende kommunale systemer, KOMBIT har ansvaret for.

”Vi har jo altid gået til markedet med, at det var applikationsleverandøren, der var hovedleverandøren. Så har de nogle gange selv driftet […] men ellers har de haft underleverandører inde. Så vi har ikke haft en direkte adgang til driftsleverandøren,” siger han og fortsætter:
”Fremadrettet vil vi med kontrakten udbyde en driftsplatform, hvor løsningerne stille og roligt skal bevæge sig over på. Og så vil vi udbyde applikationsudbud også, hvor så dem, der nu er bedst til at lave løsningerne, så kan koncentrere sig om det, mens nogle andre tager sig af den basale infrastrukturdrift af løsningerne.”

I første omgang vil det være de fælleskommunale støttesystemer som f.eks. adgangsstyringen, der skal flyttes over på den nye driftsplatform. Men på sigt er det alle systemer, som KOMBIT har ansvaret for, der som standard skal afvikles over Aevens platform.

Fremadrettet vil vi med kontrakten udbyde en driftsplatform, hvor løsningerne stille og roligt skal bevæge sig over på.

Søren Kromann

Udvikle og vedligeholde

Hvis man spørger Søren Kromann, hvorfor det var nødvendigt at ændre på en forretningsmodel, der indtil nu har fungeret godt, svarer han:
”Det, at driften samarbejdsmæssigt kom lidt i anden række, det kunne vi ikke være tilfredse med. Så vi vil have det op i front først og fremmest.”

Søren Kromann understreger, at i fremtiden skal leverandører af applikationer udelukkende koncentrere sig om at udvikle og vedligeholde dem. Stort set alle løsninger, der kommer fra KOMBITs side, skal driftes på den nye platform.

”Udgangspunktet er, at når vi går i udbud med et system, så er default, at løsningen skal driftes på den her platform. Og kun undtagelsesvist – fordi der er en eller anden særlig situation – vil vi vælge en anden model,” siger han.

Er det ikke uklogt at tegne en kontrakt, der løber over 12 år, netop nu, hvor den teknologiske udvikling inden for f.eks. AI går meget stærkt?

”Hvis Aeven ikke leverer en tilfredsstillende service, har vi selvfølgelig efter kontrakten mulighed for at gøre noget andet. Men det er ikke plan A. Hvis Aeven mod forventning ikke kan følge med, eller hvis servicen ikke er, som vi forventer, er vi også parate til at tage konsekvensen af det og så gå i udbud igen,” svarer Søren Kromann og understreger:

”Det er ikke sådan, at vi på den måde er bundet af, at vi i 12 år er i lommen på Aeven. Vi er heller ikke tvunget til at lægge alt vores drift over til dem.”

Trump har hjulpet ret meget

Under interviewet er en anden af Kromanns pointer, at KOMBIT netop ikke har forsøgt at få Aeven til at garantere dagens priser gennem hele perioden.

”Hvem tør garantere en pris på 12 år lige nu? Så ville vi komme til at betale for meget, fordi så ville de være nødt til at sikre sig for meget. Ifølge kontrakten kan vi hele tiden overvåge markedet, hvor vi kan gå ind og få afprøvet priserne i kontrakten […] så de ikke kommer ud af sync med, hvor markedet ligger henne,” siger Søren Kromann.

Mens han understreger, at kontrakten har været i et åbent udbud, har den nye leverandør, Aeven, en anden klar – men utilsigtet – fordel i en række kommuners øjne i den mere anspændte situation mellem Europa og Donald Trumps USA.

”Den gode Trump har faktisk hjulpet de her virksomheder ret meget. Fordi nu er der pludselig kommet et helt andet fokus på: Hov, vi vil sådan set godt have styr på, hvor vi har vores data henne,” siger Søren Kromann.

Han understreger, at selv om der er kommet et stort fokus på at bevæge sig væk fra amerikansk software og hardware, skal man være klar over, at det foreløbigt ikke er muligt. Med den nye kontrakt er KOMBIT kommet et godt stykke ad vejen.

”Det er meget, meget vanskeligt lige nu at skabe en situation, hvor man slet ikke bruger amerikansk software eller amerikansk hardware. Men vi arbejder med at bevæge os i den retning blandt andet ved at teste løsninger som for eksempel franske Mistral,” siger Søren Kromann.

Denne virksomhed tilbyder blandt andet løsninger, som kan køre selvhostet, så data forbliver i kundens egen infrastruktur. Anvender man Mistrals egen cloud, oplyser virksomheden, at serverne befinder sig i EU.

Dette er lidt anderledes end Aevens platform, som KOMBIT har tegnet kontrakt på. Som en hybrid cloud-løsning kombinerer den private cloud-miljøer, traditionel serverdrift og public cloud. Den bygges i første omgang i Aevens danske datacentre, men kontrakten giver mulighed for også at bruge cloud uden for Danmark som f.eks. tyske T-Systems.

Sådan forløb udbuddet

KOMBIT indledte i maj 2025 en markedsdialog med it-leverandører om den nye fælles driftsplatform. Efter høringer blandt leverandørerne blev udbuddet offentliggjort 10. oktober 2025. Fire selskaber blev prækvalificeret: Aeven, DXC Technology, Kyndryl og Netcompany. De indledende tilbud blev afleveret i begyndelsen af 2026, hvorefter KOMBIT gennemførte forhandlinger med leverandørerne. Efter de endelige tilbud og evalueringen valgte KOMBIT Aeven. Kontrakten løber i 12 år og har en værdi på knap 700 mio. kr.