Odenses stadsdirektør bekymret over stram tidsplan for etablering af nye it-centrene

De nye tværkommunale it-serviceorganisationer skal være på plads med udgangen af i år. Tidsplanen er voldsomt stram, mener Eik Møller, stadsdirektør i Odense: ”Hvis vi skal vælge mellem at gå efter den meget stramme tidsplan eller sikre forsvarlig daglig drift, skal lederne fokusere på den daglige drift og så må opstarten skydes lidt i tid.” Eik Møller understreger dog, at overgangen til centrale it-serviceorganisationer er afgørende for cybersikkerheden, hvor især mindre kommuner på sigt vil få svært ved at forsvare sig mod angreb.

Af Peder Bjerge
Mand i jakke

Deadline nærmer sig hastigt: med udgangen af i år skal fem nye tværkommunale it-serviceorganisationer overtage kommunernes drift af server- og netværksinfrastruktur.

Derefter skal de nye enheder ”… gradvist overtage driften af brugerstyring og monitorering, pc’er og øvrigt slutbrugerudstyr samt servicedesk og support frem mod 2030,” lyder det i økonomiaftalen mellem KL og regeringen.

Men ifølge Eik Møller, stadsdirektør i Odense, skal man være varsom med at fastholde en stram tidsplan, hvis det kommer til at gå ud over den daglige drift ude i kommunerne. Hvis det ender med at skulle blive tilfældet, må driften gå forud for tidsplanen.

”Vi skal selvfølgelig gøre os umage med at overholde tidsplanen, men det må ikke kompromittere den daglige drift,” siger han på baggrund af hans erfaringer fra sammenlægningen af tre nordsjællandske kommuners it-drift for godt 10 år siden.

Risikere at miste medarbejdere

Ifølge Eik Møller er det aldrig sundt for en arbejdsplads at presse medarbejdere og ledere for hårdt i en sådan overgangsfase. Et for hårdt pres risikerer at skabe en irritation, der kan skabe modstand mod projekter. Faren er, at selve processen – overgangen til de nye it-serviceorganisationer – kommer til at overskygge formålet, nemlig at opbygge en solid og sikker it-infrastruktur til landets 98 kommuner. Særligt de stigende krav til cybersikkerhed gør det nødvendigt at centralisere it-drift og -service.

Risikerer man at tabe medarbejdere, hvis det sker?

”Ja, det er en reel risiko, nogle steder nok mere end andre. Alt efter hvor de forskellige driftscentre bliver placeret, er der en større eller mindre risiko for, at nogle medarbejdere får langt til arbejde. Det synes jeg også, at man skal være ærlig om,” svarer Eik Møller.

Hvordan ser situationen ud for din kommune?

”Jeg tror ikke, at der er nogen tvivl om, at mange medarbejdere oplever tidsplanen som bøvlet og stram. De har svært ved at se, hvordan man kan få alt på plads til tiden. Mange venter vel også på at se, hvor driftscenter syd skal placeres henne. Usikkerheden er den største hindring. Når først tingene er kommet på plads, vil der være nogen, der siger: Det kan jeg godt se mig selv i. Andre kan ikke,” siger Eik Møller.

Vil være problemer i overgangsfasen, men….

Til gengæld håber Eik Møller på, at it-medarbejderne i Odense Kommune vil have den fornødne tålmodighed til at vente på, at den it-serviceorganisation falder på plads. Og ikke mindst at de vil fortsætte med at løse opgaverne, fordi de gør en forskel for kollegerne og borgerne ude i kommunerne.

”Men man skal lade være med at ignorere, at der kan være problemer i overgangsfasen. Den slags transitioner tager altid tid. Medarbejdere skal for eksempel vænne sig til en ny kultur og mere til. Den slags tager altid tid.”

Men når det er sagt, er der for ham ingen tvivl om, at den overordnede ide med at lade kommunernes it-drift overgå til et færre antal centrale enheder er den rigtige på langt sigt

”Det ærlige synspunkt er, at en del kommuner allerede i dag kan have svært ved at få etableret et højt cybersikkerhedsniveau. Det pres vi i kommunerne er udsat for, bliver stadig større. Man skal huske, at vi i kommunerne har behov for at dokumentere, at borgerne kan have tillid til, at vi kan passe ordentligt på deres data,” siger Eik Møller.

Jeg tror ikke, at der er nogen tvivl om, at mange medarbejdere oplever tidsplanen som bøvlet og stram.

Eik Møller