Der spares meget CO2 ved at levetidsforlænge eget IT-udstyr fra fire til syv år. Sådan siger Digitaliseringschef Thomas Lerche, Gladsaxe Kommune. Det er ganske enkelt mere miljørigtigt.
Gladsaxe Kommune har de seneste fem år – fra før Corona pandemien – arbejdet med en grønnere IT-strategi. Det startede med indkøb af fire genbrugte pc´er i 2019, men da pandemien brød ud i 2020, opstod der leveranceproblemer fra leverandørerne på grund af chipmangel, og kommunen kunne ikke få nok nye pc´er ind i organisationen. Det førte til, at kommunen bestilte 50 reproducerede pc´er.
Thomas Lerche: ”Hele starten med genbrug og den mere miljørigtige strategi opstod efter leverandørerne ikke kunne levere de nye maskiner grundet mangel på chips. De kunne derimod godt levere brugte pc´er med tre års garanti. Dem bestilte vi så for at sikre driften, mens vi bibeholdt ordrerne på de nye maskiner”.
Han fortæller videre, at det i realiteten var det brugte udstyr, der opretholdte driften i administrationen i perioden med pandemien. Organisationen efterspurgte mere IT-udstyr, da medarbejderne havde hjemmearbejdspladser og deltog i virtuelle møder. De havde brug for flere bærbare computere.
”Pandemien førte til større efterspørgsel af IT-udstyr, samtidig med at leverancekæden knækkede hos flere leverandører. Vi købte omkring 250 brugte maskiner i den periode, mens vi bestilte nye computere, som ikke blev leveret,” siger Thomas Lerche.
Efter at pandemien var overstået, begyndte de nye maskiner, der var bestilt for et godt stykke tid siden, at blive leveret. Det væltede ind med nye maskiner. Samtidig begyndte der at blive lidt bøvl med de reproducerede maskiner.
”Vi har i den periode gjort os nogle erfaringer med indkøb og drift af brugt udstyr, og derfor tog vi en pause med at købe brugt udstyr ude fra. Vi vil gerne arbejde efter en mere grøn dagsorden. Derfor kommer vi frem til den beslutning, at vi ikke længere vil købe brugt udstyr fra andre organisationer, men at vi gerne vil levetidsforlænge vores eget udstyr”.
Den pc, Thomas Lerche arbejder på, er seks år gammel og fungerer fint, siger han.
Så nu begynder digitaliseringschefen at finde ud af, hvordan digitaliseringsafdelingen kan tage hånd om at levetidsforlænge maskiner og enheder, når de går i stykker.
”80 pct. af al CO2 i en pc´s levetid stammer fra produktionen. 20 pct. kommer fra driften. Derfor kan der spares meget CO2 ved at levetidsforlænge en pc fra fire til syv år. Jeg hører tit fra kollegaer, der siger, det ikke er billigere at leve grønt. Det er muligt, men det er mere miljørigtigt at forlænge levetiden for enhederne,” siger Thomas Lerche.
Mange kommuner har udskiftningsprogrammer, der kører efter en fast kadence. Når en medarbejder har haft en pc i tre et halvt år, får de en mail fra IT-afdelingen, der siger, at din computer er blevet for gammel. Nu skal den skiftes ud.
”Og så bliver den skiftet ud. De har en broker, der køber den brugte pc af IT-afdelingen for 500 kr. Det kan sagtens være, at der er god økonomi i det. Og man kan håbe på, at den kommer til at køre et andet sted i stedet for at ende som skrot. Men der skal ikke være ret meget slinger i den proces, så går der et halvt eller et helt år, før den kommer i sving igen. Og hvor ender den, når den skal skrottes? Og sker det miljømæssigt forsvarligt? Alt det undgår vi, når vi levetidsforlænger eget udstyr – fra fire til syv år.”
Gladsaxe Kommune har 7000 enheder og derfor giver det god mening at levetidsforlænge udstyret frem for at købe nyt og skrotte det gamle. Udstyret levetidsforlænges bl.a. ved at reparere og opgradere udstyret frem for at købe nyt samt sende ældre enheder til reproduktion frem for skrotning.
Ude på Rådhuspladsen i Gladsaxe vajer FN´s flag med verdensmålene.
”Vi har en dagsorden, som er andet end økonomi. Nogle gange bliver vi nødt til at sætte ind med tiltag om bæredygtighed. Det er den grønne IT-strategi udtryk for”.
Teknologisk Institut
Et af de udeståender Thomas Lerche endnu har på sin grønne IT-dagsorden, er det ”slip” på udstyr, der ikke bliver brugt i organisationen. Kommunen har indgået et samarbejde med Teknologisk Institut, Digital Lead samt leverandøren 3-step-IT om at få kortlagt brugen af alt IT-udstyr.
”Når en medarbejder eksempelvis tager på barsel i otte måneder, så tager de udstyret med sig hjem. Det vil sige, så forbliver udstyret ubrugt i otte måneder. Mange medarbejdere har tre enheder. En pc, en tablet og en mobil. Men mange bruger deres private mobil på arbejdet. De bruger ikke deres arbejdsmobil ret meget. Her kan vi blive bedre og jeg vil gerne have kortlagt dette i services og processer, så vi optimerer brugen af det udstyr, vi har købt – så at sige levetidsforlænge ved at gå over til mere aktiv anvendelse”.
”Vi har desuden planlagt at lave en hjemmeside, hvor medarbejdere kan gå ind og se deres personlige CO2-aftryk på deres egne enheder. Hvor meget bruger jeg mit udstyr, hvor meget CO2 kan jeg undgå ved at aflevere noget af udstyret eller ved at vente med bestille nyt. Formålet er en slags moderne nudging inden for bæredygtighed,” siger Thomas Lerche.
Han forventer at Teknologisk Institut er færdig med projektet inden årets udgang.