Første udgivelse udkom november 1999 da foreningens daværende forkvinde og it-koordinator i Ringe Kommune, Ellen Svenning fik den
glimrende ide at foreningens skulle have sit eget magasin. Og naturligvis udkom det på papir. Det var jo i 1999. Dette sidste trykte magasin, hvor vi siger farvel til papir, er udgivelse
nummer 134. Af de 134 udgivne magasiner, har journalist Flemming Kjærsdam været den drivende kraft på de 102. Det er en flot bedrift og mange år hvor magasinet blev formet af Flemmings store viden på området og kæmpe netværk. Han har bevidnet og dokumenteret den lange rejse de danske kommuner har været på med kommunesammenlægning, konstante omstillinger, buzzwords, reformer osv., og mange af jer husker sikkert Flemming fra interviews og arrangementer, hvor han med kritiske spørgsmål og en oprigtig nysgerrighed gravede sig frem til kernen af historien.
Tid til transformation
Præcis som kommunal IT er formet af forandringer, så skal KITA også forny sig. Ofte er jeg blevet spurgt, hvorfor it-chefer dog udgiver et papirmagasin. Og lige så mange gange har jeg forklaret, at et flot papirmagasin ikke ryger i papirkurven lige så hurtigt som en nyhedsmail. Et magasin er også egnet til at ligge fremme hvor det fanger interessen for den forbipasserende. Oplaget har været stabilt indtil for to-tre år siden, hvor vi oplevede faldene interesse for at modtage magasinet på tryk. Det satte gang i transformationen af vores kommunikationsstrategi. Og den slags ting tager tid.
Først skulle vi undersøge vores medlemmers ønsker til foreningens kommunikation. Nye modeller til finansieringen af produktionen af vores redaktionelle stof skulle på plads, et nyt website med optimale
muligheder for distribution af vores budskaber skulle bygges og vores tilstedeværelse på LinkedIn skulle indopereres i vores dagligdag.
Men NU er vi klar til at slippe det trykte format.
Og målet er klart: Vi vil fortsætte produktionen af relevant og professionelt indhold og vi skal udvikle nye måder at være vedkommende i den afgørende debat om det kommunale Danmarks digitale infrastruktur.
Samlingen af it-drift skal foregå “on the fly” og uden nedetid
Som altid afspejler indholdet i magasinet de emner der fylder for os lige nu, som fx den forestående samling af kommunernes drift af servere og netværk i fem fællesskaber. Det er en kæmpeopgave som
alle kommuner er meget involveret i. It anvendes massivt i kommunerne til understøttelse af leverance af de ydelser, som kommunerne leverer hver dag 24/7 til millioner af borgere. En stor del af disse
ydelser, særligt på social og sundhedsområdet, er samfundskritiske. Og det fungerer faktisk. Det er meget sjældent, at kommunerne ikke kan levere disse ydelser. Det er højt prioriteret og det skal det være.
Det betyder at samlingen af it-drift skal foregå ”on the fly” og uden nedetid, der hurtigt vil kunne blive kritisk. Det stiller store krav til de nye fællesskaber og til transitionen. Risikohåndteringen i forbindelse
med omlægningen er særdeles vigtig. En af faktorerne er hastigheden. Når et sted mellem 11 og 29 kommuner skal samle deres it-drift i nye fællesskaber, kan det ikke foregå helt parallelt. I aftalen med
regeringen er der sat en meget ambitiøs tidsplan, men det er vigtigt at holde fokus på risikobilledet.
Målet om, at kommunerne skal blive endnu bedre i stand til at hæve cybersikkerhedsniveauet i takt med det stigende trusselsniveau, er jeg helt enig i. Det må bare ikke blive på bekostning af driftssikkerhed på de vitale kommunale it-systemer.
God læselyst
Henrik Brix
Hent den sidste udgave af Magasinet KITA
Det er fantastisk at vi med magasinet har kunne dokumentere den udvikling foreningen og vores medlemskommuner har været igennem og har du en dag brug for et smil på læben, så finder du i vores arkiv, alle magasiner tilbage til 2008.
Vi har sluttet det sidste trykte magasin af med et tilbagekig på de 27 år. Det er sjovt at se hvor meget der har ændret sig, men også hvor meget der faktisk ikke har ændret sig ret meget.
Du kan hente magasinet HER.