To bekendtgørelser og en lov på ældreområdet baner vej for brug af kunstig intelligens i kommunerne, men socialområdet mangler. Det er en udfordring for sagsbehandlere.
Der er lys for enden af tunnelen, når det gælder det juridiske grundlag for at bruge AI i kommunerne. Der er taget betydelige skridt i den rigtige retning for at kunne sætte AI løsninger i drift.
Det fastslår Søren Bregenov Beyer, chefkonsulent for digitaliseringspolitik i KL og indstationeret i Den Digitale Taskforce for Kunstig Intelligens. Taskforcen er nedsat som et tværoffentligt samarbejde mellem regeringen, KL og Danske Regioner.
På beskæftigelses- og sundhedsområdet foreligger der nu bekendtgørelser, der sætter rammerne for AI-anvendelse. Og på ældreområdet er en lov på vej, der giver ministeren bemyndigelse til at lave en bekendtgørelse.
Yderligere arbejder Den Digitale Taskforce for Kunstig Intelligens på et lovudkast til en generel lov for anvendelse af AI i det offentlige.
”Vi er der, hvor vi kommunikerer ud til kommunerne om de rammer for brug af AI, som nu tegner sig. Og på helt konkrete områder, som f.eks. brug af AI til at lave referat af samtaler på beskæftigelsesområdet, kan vi nu gå i gang i 55 kommuner, som led i et af de tre storskala-projekter for anvendelse af AI i den offentlige sektor. Der, hvor vi mangler noget, er bl.a. på socialområdet”, siger Søren Bregenov Beyer.
”Det duer ikke at en sagsbehandler, der sidder med en sag vedr. en borger, må stoppe med at bruge AI som hjælpemiddel, når hun nærmer sig serviceloven. I de tilfælde giver det generelt ikke mening at bruge AI,” tilføjer han.
Han pointerer, at overordnet er der også stadig EU´s AI-forordning og GDPR-reglerne at forholde sig til.
”Man kan diskutere tempoet i arbejdet med at afklare det juridiske grundlag for brug af AI i kommunerne, men der er meget i gang”.
Flere leverandører af AI-teknologi til kommunerne så meget gerne, at AI-rammerne kommer til at gælde generelt i kommunerne, så AI-projekter i kommunerne ikke skal igennem en omfattende vurdering i hver enkelt kommunes juridiske afdeling.
Søren Bregenov Beyer forstår godt leverandørernes ønske, men nøjes med at være optimistisk om de nye rammer for AI anvendelsen, som er på vej på flere områder.
Af Carsten Steno