Hvis ikke køleskabe og frysere i alt fra plejehjem til frokoststuer bliver kontrolleret dagligt, risikerer kommunerne bøder på op til 10.000 kroner. En svipser midt i den daglige travlhed kan koste dyrt.
Derfor har Aarhus, Skanderborg, Horsens og Syddjurs kommune automatiseret kontrollen med sensorer i over 600 køleskabe og frysere. Trådløse sensorer måler temperaturen løbende, og data gemmes i database og vises i et digitalt dashboard. Og hvis en måling ligger uden for det tilladte område, sendes advarsel til personalet – så de hurtigt kan reagere.
Den praktiske løsning er et konkret eksempel og resultat af et samarbejde, som begyndte for fem år siden under navnet GovTech Midtjylland – i daglig tale GTM – mellem kommunerne i Region Midt. Ideen med GTM var og er i fællesskab at afprøve, anskaffe og implementere ny teknologi, der kan gøre en forskel i det daglige for tusinder af medarbejdere og borgere i kommunerne.
”Vi kunne ikke have løftet køleskabscasen selv. Vi kan gøre noget sammen. Ét er at sætte ressourcer af, men medarbejderen skal have nogen at sparre med rent teknisk. Det er faktisk ret vigtigt, ellers var vi ikke kommet så langt”, siger Anders Fihl, Digitaliserings- og IT-chef i Skanderborg Kommune.
Kort om GovTech Midtjylland
GovTech Midtjylland (GTM) er et tværkommunalt samarbejde om at udvikle, afprøve og udbrede nye digitale løsninger. GTM arbejder især med teknologiområderne kunstig intelligens og Internet of Things (IoT) inden for fokussporene AI i opgaveløsningen, bygninger og byrum samt socialområdet. Samarbejdet er netop blevet udvidet fra de midtjyske kommuner til også at omfatte kommuner i resten af Jylland og på Fyn under navnet GTM+.
Kilde: govtechmidtjylland.dk
Åbnet for nye medlemmer uden for Midtjylland
Indtil i år var det tværkommunale arbejde forbeholdt de midtjyske kommuner, men nu er det blevet åbnet for kommuner i resten af Jylland og på Fyn, fortæller Pernille Thorsen, Teamleder i GovTech Midtjylland.
”Det kalder vi nu GTM+, og det passer godt sammen med vores mål med, at vi skal hjælpe hinanden – store og små kommuner – med at komme i mål med de nye teknologier, så vi ikke bliver hægtet af udviklingen. Essensen er, at vi ikke skal stå alene med det her,” siger hun.
Pernille Thorsen understreger, at det handler om at finde frem til praktiske løsninger, som kan gøre en konkret forskel i det daglige som f.eks. med temperaturkontrollen.
”Vi er meget hands-on, hvor vi også har et mål om at ensrette, hvad kommunerne gør, men det er de enkelte kommuner, som har deres egne procedurer og bestemmer,” siger hun.
Vi kunne ikke have løftet køleskabscasen selv. Vi kan gøre noget sammen.
Anders Fihl, Digitaliserings- og IT-chef i Skanderborg Kommune
Den nødvendige digitale kompetence
GTM er funderet på et netværk af kommunaldirektører, som sætter retningen for GTM, og sikrer, at kursen bliver holdt.
”Vi har seks digitaliseringschefer i vores forretningsudvalg for at tilføre den nødvendige digitale kompetence,” fortæller Pernille Thorsen.
I den sammenhæng nævner hun, at GTM også bistår kommuner med at organisere sig på en måde, så de får mest ud af at anvende de nye digitale muligheder rundt om i deres forskellige afdelinger.
I Favrskov Kommune, der deltager i GTM, er man meget glade for samarbejdet med GTM, understreger Kasper Andreas Allerslev, teamleder digitaliseringsteamet i kommunen:
”GTM har været en god støtte i forhold til både sparring og direkte hjælp på nye teknologier som AI og IoT. F.eks. hjælper GTM os med at drifte vores IoT-platform hvor vi ikke selv har de nødvendige kompetencer. Vi har desuden haft stor glæde af GTM’s arbejde med at facilitere videndeling både på tværs af kommunerne men også med relevant input fra andre sektorer,” siger han.
GovTech Midtjylland var med til at kickstarte AI-arbejdet i Norddjurs Kommune
GovTech Midtjylland har undervist mere end 1.000 medarbejdere i generativ AI på tværs af medlemskommunerne og understøtter kommunernes arbejde med at omsætte teknologi til konkret værdi i opgaveløsningen.
I Norddjurs Kommune spillede GovTech Midtjylland en central rolle i at kickstarte kommunens AI-rejse med en AI-temadag i oktober 2024, hvor ledere og medarbejdere fik et fælles afsæt for at forstå muligheder, begrænsninger og anvendelse af generativ AI i den kommunale opgaveløsning.
Siden har GovTech Midtjylland været en vigtig sparringspartner i Norddjurs Kommunes arbejde med AI og digital udvikling. Samarbejdet har blandt andet bidraget til lokale initiativer inden for AI-kompetenceudvikling (AI Literacy), videndeling og understøtter udviklingen af kommunens strategiske arbejde.
Senest har GovTech Midtjylland også bidraget til kommunens AI-konference “Sammen om AI”, hvor de afholdt sessioner om OS2AI og digitale assistenter og delte erfaringer med sikker og ansvarlig anvendelse af AI i den offentlige sektor.
For Norddjurs Kommune har samarbejdet med GovTech Midtjylland været med til at styrke både kompetencer, netværk og den strategiske retning for anvendelsen af AI i kommunen.
Kilde: Norddjurs Kommune