• 22 november 2023

Brugerklubben SBSYS går i udbud med sine EU-rammeaftaler

42 kommuner og to Regioner i Brugerklubben SBSYS gennemfører i 2024 udbud af sine to rammeaftaler for at skabe et grundlag for fremtidig fælles udvikling, forvaltning og driftsunderstøttelse af medlemmernes SBSYS-løsningsplatform.
 

Brugerklubbens samarbejde med de nuværende leverandører Netcompany og Dafolo fungerer til medlemmernes tilfredshed, men EU’s udbudskrav gør, at Brugerklubbens aftaler hvert fjerde år skal udbydes i åben konkurrence med et opdateret kontraktgrundlag. Det er nu fjerde gang siden 2012 at Brugerklubben gennemfører udbudsforløb med forhandling i en konstruktion, hvor ejerskabet til løsningen ligger hos medlemmerne, men bæres videre af de leverandører, der vinder rammeaftalerne.  
Brugerklubben har igangsat markedsdialogen med relevante og interesserede leverandører i november 2023 og går for alvor i gang med udbudsprocessen med prækvalifikation i første kvartal 2024. Inden da vil Brugerklubben SBSYS have indbudt alle landets kommuner og regioner til at stå med på udbudsrunden, så man sikrer sig ret til at anvende SBSYS-løsningen og de rammeaftaler, udbuddet omhandler.
”Vi oplever stor interesse fra de eksisterende leverandører samt en række nye leverandører, der gerne vil gå ind i en dialog om agile udviklingsprocesser, hvor der bygges software, som kunden tager ansvaret for,” siger Chefstrateg Jørgen Kristensen Rasch, Brugerklubben SBSYS.

 

Fakta

Fakta om Brugerklubben anno 2023:
• 42 medlemmer (40 kommuner og to regioner)
• 89 kommuner og regioner står på de to udbudte rammeaftaler i 2020