Ceo i KOMBIT Kristian Vengsgaard takker alle de 17.491 brugere, der har givet deres mening til kende om Aula. Det er forældre, lærere og pædagoger i slutningen af 2024, der har udfyldt spørgeskemaet om Aula.
”En lang historie kort – det går stille og roligt fremad. Alle er blevet en smule mere tilfredse med Aula, den gennemsnitlige tilfredshed er steget fra 3,1 til 3,4 på en skala fra 1 til 5. Der, hvor der virkelig er sket et hop i vores nye undersøgelse, er andelen af forældre, der mener, de modtager en passende mængde information”.
For forældre i dagtilbud er det steget fra 41 pct. til 62 pct. og for forældre i skolerne er det steget fra 46 pct. til 55 pct. Tre ud af fire forældre synes, at de ikke får for mange beskeder. Det betyder selvfølgelig, at en fjerdedel af forældrene i folkeskolen får for mange beskeder – derfor er dialogen om, hvordan vi bruger Aula og til hvad, forsat vigtig.
Udover undersøgelsen har vi også fået hentet nogle tal om, hvordan løsningen bliver brugt, der viser, at den samlede beskedmængde i Aula er let dalende, men at folk er begyndt at svare mere direkte. Faktisk har vi oplevet en stigning på 50 pct. i direkte beskeder i stedet for svar alle.
Det er små skridt henad vejen for et bedre Aula for den million danskere, der bruger Aula hver dag. Og vi bliver ved med at forbedre Aula.
Aula er Danmarks sikre platform for kommunikation om vores børns og unges trivsel og læring for dagtilbud og folkeskoler. Og lige netop i disse dage synes jeg, vi godt kan være ekstra glade for, at den kommunikation ikke foregår via Facebook.