Umiddelbart er der mere økonomi i projekterne i Østdanmark end i de nationale telemedicinske udrulninger, siger professor i sundhedsøkonomi, Kjeld Møller Pedersen.
Professor i Sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, Kjeld Møller Pedersen, er positiv overfor de telemedicinske pilotprojekter, der nu indledes i regionerne øst for Storebælt med henblik på at reducere antallet af kontrolbesøg og samtidig facilitere ”indlæggelse i eget hjem”.
Han mener det er realistisk at hjemtage de skitserede gevinster i form af færre kontrolbesøg og flere ”digitale indlæggelser, hvis der er en stram styring.”
”Samtidig skal det sikres, at de frigjorte ressourcer bliver hjemtaget og flyttet til andre dele af sygehusvæsenet. I modsat fald bliver projektet et økonomiske ’add on’ til den nuværende økonomi - som andre projekter i et vist omfang har vist sig at blive det,” siger professoren.
Han tilføjer, at der økonomisk umiddelbart synes at være mere at hente i den østdanske projekt-ide, end i de nationale telemedicinske projekter, som rulles ud i disse år.
Kulturændring vigtig Kjeld Møller Petersen påpeger, at det er vigtigt med en sideløbende evaluering af de østdanske pilotprojekter.
”Ved nogle af de allerede igangsatte telemedicinske projekter, har de sundhedsprofessionelle haft svært ved at frigøre sig fra den almindelige fysiske kontaktmodel. Derfor er det vigtigt med en kulturændring sådan, at projektet ikke bare drives af entusiaster. Hvis det bliver tilfældet, kan det blive svært at generalisere resultaterne,” påpeger han.
Han tilføjer, at det bliver interessant at se, om de telemedicinske data i SP kan gøres tilgængelige for praktiserende læger, hjemmesygeplejersker og andre, som skal bruge dem.
”Det vil være en nyskabelse – som dog vist har nogle lovmæssige barrierer.”
Perspektivet med, at en del plejehjemsbeboere kan slippe for indlæggelse, finder han interessant.
”Men man skal huske på, at der ofte er tale om svækkede beboere,
som langt fra altid kan bruge, den SP-app, der tales om.”
Carsten Steno
• 22 november 2023