Danmark skal være bedre til at beskytte sig mod internationale it-forbrydere, og derfor ønsker Aarhus Kommune at etablere en ny kaserne for cyberværnepligtige.
Forslaget kommer fra netværket Security Tech Space i samarbejde med Aarhus Kommune og Aarhus Universitet, Incuba og Alexandra Instituttet.
Direktør for Security Tech Space, Peer H. Kristensen siger, at kasernen skal ligge i IT-byen Katrinebjerg i den nordlige del af Aarhus, hvor cyberværnepligtige i løbet af seks til 12 måneder skal uddannes til at tage kampen op med udenlandske hackere. Uddannelsen er en teknikeruddannelse, hvor de cyberværnepligtige trænes i at bekæmpe cyberangreb.
Forslaget er blevet præsenteret for alle forsvarsordførere i Folketinget i april.
Ifølge Peer Kristensen er det realistisk, at uddannelsen kan starte i 2025.
Security Tech Space er et fællesskab som hjælper alle danske offentlige og private virksomheder med at nå de høje ambitioner for cybersikkerhed.
“Vi skal styrke forsvaret inden for cybersikkerhed med en kaserne for cyberværnepligtige, og Aarhus har alle forudsætninger for at huse den, da der allerede er et stærkt økosystem inden for cybersikkerhed. Universitetet er blandt de bedste i verden inden for cybersikkerhed, og byen har samtidig et stærkt iværksættermiljø med mange startups inden for cybersikkerhed. Det gør byen til en ideel base for rekruttering og uddannelse af cyberpersonale til forsvaret,” forklarer Peer H. Kristensen.
Der er desuden 62 samarbejdspartnere med i Security Tech Space, som ifølge Peer H. Kristensen, har skrevet under på at bidrage til undervisningen.