Flemming Kjærsdam • 26 august 2021

Global chipmangel forsinker indkøb

I efteråret 2020 placerede Herning Kommune en ordre på 300 pc´er hos Lenovo efter et miniudbud. Leverandøren vendte tilbage med en leveringsdato i januar 2021. Efterhånden som tidspunktet for leverancen nærmede sig, begyndte leverandøren at rykke tidspunktet for leveringen. Senest har leverandøren oplyst Herning Kommune, at de 300 pc´er er sendt afsted med fly fra Kina den 7. juni 2021 og leveret den 21. juni. Der er gået syv måneder fra bestilling til påbegyndt levering. 

 

Årsagen til leveranceproblemerne skyldes, at der er global mangel på halvledere eller mikrochips, som kaldes for den nye olie. Taiwan er moderlandet for global produktion af halvledere, og landet har været hårdt ramt af nedlukning under coronapandemien. Derfor har produktionen af halvledere været sat i bero, og det har ført til de nuværende flaskehalse for microchips. Mangelen på halvledere over alt i verden rammer mange brancher – alt lige fra biler til kaffemaskiner, fotoapparater, smartphones og computere. Og det påvirker kommunale indkøberes muligheder for at købe ny teknologi.  

”Vi har oplevet forsinkelser med en række pc-leverancer. I starten af juni 2021 bestilte vi 300 bærbare og 300 stationære pc´er. Her har vi fået at vide, at de stationære pc´er kommer i midten af august og at de bærbare vil kunne blive leveret til december 2021. Så lige nu er leveringstiderne mellem fire og seks måneder på grund af chipmangel. Men lur mig om ikke de tidspunkter også kan blive rykket,” siger afdelingsleder Kim Skotte Larsen, IT & digitalisering, Herning Kommune.

 

Pc-markedet vokser

På trods af vedvarende bekymringer omkring mangel på halvledere, er pc-markedet fortsat et af de mange markeder for forbrugerteknologi, der trives. Ifølge en ny prognose fra IDC ”Worldwide Quarterly Personal Computing Device Tracker” forventes forsendelser af pc’er at vokse med 18,1 pct. i 2021 med til i alt 357 millioner enheder. IDC forventer dog, at pc-væksten vil falde en smule i 2022 (-2,9 pct.). Men de forventer over fem år en årlig vækstrate på tre pct.

Kim Skotte Larsen: ”Vi spekulerer ikke i leveringstidspunkter. Vi begynder ikke på kun at købe stationære pc´er, fordi leveringstiderne er kortere. Vi forsøger heller ikke at henvende os til en anden leverandør, da chipmanglen er et globalt fænomen som rammer alle leverandørers forsyningskæder. Der er ikke andet at gøre end at slå koldt vand i blodet”.

”Vi har en målsætning i Herning Kommune om, at alle pc´er skal udskiftes med udgangen af det femte år. Det kan være svært nok at opfylde i disse tider. Men det vi oplever er, at softwareleverandørerne stopper med at opdatere styresystemer og drivere efter nogle få år. Derved opstår en slags teknisk efterslæb blandt de ældste pc´er. Man kan godt sige, at det minder om markedet for mobiltelefoner, hvor nye styresystemer og nye digitale fototjenester og behovet for RAM og lager løber så hurtigt, at de ældre modeller ikke kan opgraderes. Så ender brugeren med at skulle købe en ny telefon. I It-afdelingen oplever vi det samme inden for pc´er nu,” siger Kim Skotte Larsen.

Ifølge Kim Skotte Larsen siger producenter, at de kun understøtter tre versioner af styresystemer. Da der lige nu kommer en ny opgradering årligt, risikerer det at ”forælde” hardwaren. Senest har Herning Kommune haft erfaring med wifi, som ikke vil køre på de ældste pc´er, og leverandøren siger, at der ikke er noget at gøre. Så manglen på chips og udskudte pc-leverancer forstærker kommunens udfordringer med at supportere de ældre pc´er.  

 

Midlertidigt?

Oprindelig blev problemet med chipmangel opfattet som midlertidigt på grund af manglende leverancer af materialer, da chipfabrikker lukkede ned som følge af coronapandemien. Efterhånden som produktionen er kommet tilbage i et normalt leje, er der i mellemtiden kommet en markant stigning i efterspørgslen, og det har ført tll en mere permanent mangel på de små elektroniske kredsløb, som det opleves i øjeblikket.

Når halvledere kaldes vor tids nye olie, så er det Taiwan, der har overtaget den dominerende rolle som ”olienation”. I Bloombergs teknologiprogram i juni fortalte en amerikansk kommentator, at USA importerer omkring 90 pct. af alle mikrochips fra Taiwan. Historien, som blev fortalt, gik på, at Kina og USA var ved at ryge ud i en ”chipkrig”, da begge stormagter var lige afhængige af at importere mikrochips fra Taiwan. USA har siden foræret Covid19-vacciner til Taiwan – formentlig med den dagsorden at sikre flere chipleverancer til USA.  

Næsten samtlige brancher bliver i øjeblikket berørt af den globale chipmangel, og det betyder, at priserne stiger og at leverancer bliver forsinkede

”Vi kan ikke rigtig holde liv i de ældste pc´er. Det er en sideeffekt af chipmangelen. Vi krypterer også harddiskene, og det rammer også de ældste pc´er, som har svært ved at følge med. Et andet sted hvor chipmangelen slår igennem er på netværkskomponenter. Både routere og på Access points. Før chipmangelen kunne vi få leveret den slags produkter fra dag til dag. Nu er der op til tre-fire måneders leveringstid.”

”Vi skal i gang tidligere for at kunne tage højde for disse forlængede leverancer. Det er ikke sådan, at det ikke kan løses. Men under Coronapandemien har vi haft mange hjemmearbejdende, og det øger presset på at få flere bærbare computere ind i organisationen. Vi har væsentligt flere bærbare computere i dag end for bare et år siden. Men det er de bærbare, der har de længste leveringstider. Så vi skal være skarpere. I Herning har vi også en strategi for at være en grøn kommune. Så vi arbejder for at genbruge det udstyr, som vi har købt, og derved få en bedre udnyttelse,” siger Kim Skotte Larsen.

 

 

Fakta

USA’s andel af den globale halvlederproduktion er siden 1990’erne faldet fra 37 til 12 pct., til trods for at asiatiske giganter i industrien som det sydkoreanske Samsung og det taiwanske TSMC har opført fabrikker i USA.

Den amerikanske præsident, Joe Biden, vil forsøge at ændre situationen ved at satse 50 mia. dollar (over 306 mia. kr.) på mere produktion i USA.

EUs industrikommissær, Thierry Breton, har fået 22 medlemslande til at skrive under på hensigtserklæring om en fordobling af halvleder-produktionen i EU.