Flemming Kjærsdam • 26 august 2021

IT-undersøgelse om valg af it-løsninger i kommunerne

KITA, Roskilde Universitets Center og it-specialisterne Conecto har indgået et samarbejde om en IT-undersøgelse af de overvejelser og barrierer, som it- og  digitaliseringscheferne står overfor ved valg af it-løsninger.

 

Det er kandidatstuderende Amaylah Zaka Ullah, RUC, der står bag undersøgelsen om de overvejelser og barrierer som it- og digitaliseringscheferne i landets kommuner har, når de beslutter sig for, hvilke it-løsninger de vil bruge.

Amaylah Zaka Ullah er i et praktikforløb hos Conecto og fortæller, at det tager syv minutter at udfylde spørgeskemaet og der er deadline for besvarelser den 31. august. https://da.surveymonkey.com/r/Kommuneprojekt_2021

Amaylah Zaka Ullah: ”It-verdenen ændrer sig konstant sig og har stor betydning for manges hverdag. Særligt i en tid med lockdown og hjemsendelse af medarbejdere har vi alle lært, hvor vigtigt det er for organisationer at it-infrastrukturen virker – og ikke mindst virker effektivt. Kommunemarkedet finder jeg særlig interessant at undersøge, fordi der er sket meget i forhold til it og digitalisering, og det har fået en stor betydning for udviklingen af den kommunale service. Men udviklingen har også medvirket til, at der i dag findes et hav af it-løsninger og et meget komplekst applikationslandskab”.

Derfor er hun som led i sin uddannelse i gang med at gennemføre undersøgelsen for at skabe indsigt i de overvejelser og barrierer der gør sig gældende i kommunerne i forhold til it-løsninger og -projekter.

”Jo flere der vælger at deltage, jo stærkere og mere relevant bliver resultaterne. Som vi alle ved giver 1+1 = 3. Derfor håber jeg, at så mange som muligt vil svare på spørgsmålene,” siger Amaylah Zaka Ullah.

Undersøgelsen sker anonymt og resultaterne vil blive delt i næste udgave af Magasinet KITA i november.

Som tak for hjælpen, vil Conecto for hver besvarelse donere 50 kr. til Joannahuset, som er Danmarks første børne-ungekrisecenter.