Flemming Kjærsdam • 24 februar 2021

Navnenyt: Officeren i Silkeborgs IT 50 år

Henrik Willumsen skiftede F-16 fly ud med IT, og i dag er han IT- og digitaliseringschef i Silkeborg Kommune. Han har fejret sin 50 års-fødselsdag kort før jul.
Siden den første arbejdsdag i 2007, hvor fire kommuner blev til én, har Henrik Willumsen været IT-og digitaliseringschef i Silkeborg Kommune. Hans første opgaver var at forene fire IT-afdelinger til én.
- De første år var kendetegnet af stor turbulens i den almindelige IT-drift. Det var en tid, hvor der var alt for mange nedbrud. Så det handlede om at konsolidere IT-driften.
I Silkeborg Kommune er der godt 7.000 medarbejdere og flere end 300 IT-systemer. Så der er nok at holde styr på.
 
Fra jagerfly til IT
Henrik Willumsen indledte sin karriere i Forsvaret. I 1988 startede han som konstabelelev i Flyvevåbnet og fik sidenhen papir på, at han var elektronikmekaniker. Efter det var Henrik Willumsen sikker på, at han skulle ad officersvejen, så han startede på Flyvevåbnets officersskole i 1995 og blev i 1997 færdig som teknisk officer.
Det var her han skiftede fra vedligehold af jagerfly ud med IT og fik i Forsvarets Informatiktjeneste ansvaret for at opbygge en fælles IT-struktur for Forsvaret. Efter den opgave skulle han have været tilbage på officersskolen og fortsætte officerskarrieren, men en ny IT-opgave fristede ham.
Nu var Forsvarets Informatiktjeneste blevet til Forsvarets Koncernfælles Informatiktjeneste, og her traf han den afgørende beslutning nummer to og sagde ja til at samle og udvikle IT hos 130 myndigheder under Forsvarsministeriet. Og herefter landede han i Silkeborg Kommune.  
 
Fritid med karate og blomster
Henrik Willumsens fritid er præget af både action og fordybelse. Han kan godt lide at fotografere, selvom det ikke bliver til så mange billeder, som han godt kunne tænke sig.
Han er også god for et halvmaraton. For omkring fem år siden begyndte Henrik Willumsen at dyrke karate, inspireret af sin datter Simones fascination af kampsporten. I dag har han det sorte bælte i Shotokan-karate.