Flemming Kjærsdam • 23 maj 2025

Syv der drog mod vest 

Det er ikke kun danske myndigheder, IT-organisationer, der køber ind af teknologi og services  fra amerikanske virksomheder. Der er også trafik den anden vej. En række danskere, som er rejst fra Danmark til USA og har sat sine spor på den teknologiske udvikling i USA. Vi har listet syv IT-innovatører op i tilfældig rækkefølge, som er blevet kendte ”over there” for deres indsats. Det kan være vi har glemt nogle. Det beklager vi, hvis det er tilfældet. 


1. David Heinemeier Hansson
David Heinemeier Hansson, der også er kendt under signaturen DHH er en dansk programmør, forfatter og iværksætter, som er internationalt kendt for at have skabt webudviklingsværktøjet Ruby on Rails. Han er også partner i det amerikanske softwarefirma Basecamp (tidligere kendt som 37signals), hvor han har været en central figur i udviklingen af deres værktøjer til projektstyring og samarbejde. Udover hans teknologiske bidrag er han også racerkører og har deltaget i flere internationale løb, herunder 24-timers løbet i Le Mans. DHH er desuden kendt for sine stærke meninger om arbejdskultur, især med fokus på balanceret arbejdsliv, fjernarbejde og kritik af Silicon Valley-kulturen. Han har co-skrevet flere bøger med Jason Fried, blandt andet Rework og Remote, som er blevet populære blandt iværksættere og ledere verden over.

2. Janus Friis
Janus Friis er medstifter af Skype, en af de mest revolutionerende kommunikationsplatforme, der nogensinde er blevet skabt. Skype ændrede priserne for udlandstelefoni og smadrede kerneindtægten for de nationale teleselskaber. Skype blev senere solgt til Microsoft for 60 mia. kr. i 2011. På det tidspunkt Microsofts største opkøb. Friis har også været involveret i andre teknologivirksomheder som Joost og Rdio.

3. Henrik Fisker
Henrik Fisker er en anerkendt bil- og produktdesigner, der har grundlagt Fisker Inc., som udvikler elektriske køretøjer. Fisker har tidligere arbejdet for store bilproducenter som BMW og Aston Martin og har designet ikoniske biler som BMW Z8 og Aston Martin DB9. Hans firma Fisker inc. gik konkurs i sommeren 2024.

4. Morten Lund
Morten Lund er en dansk serieiværksætter og venturekapitalist, der har investeret i over 100 startups. Han er mest kendt for sin tidlige investering i Skype sammen med Janus Friis. Lund har også grundlagt flere virksomheder inden for teknologi og medier. 
I 2005 var han medstifter af ZYB, en mobil backup- og social netværkstjeneste, som blev solgt til Vodafone i 2008 for omkring 500 millioner. Lund har også investeret i virksomheder som Tradeshift, AirHelp, Itembase og mange andre gennem sine platforme.

5. Thomas Madsen-Mygdal
Thomas Madsen-Mygdal er en dansk internetentreprenør og den første til at arrangere Reboot-konferencen, som samlede teknologientusiaster fra hele verden. Han har været en vigtig figur i den danske og internationale internetøkonomi og er medstifter af TwentyThree, en platform for videomarkedsføring.

6. Jakob Nielsen 
Jakob Nielsen er en dansk-amerikansk ekspert i brugervenlighed og menneske-computer-interaktion. Han er medstifter af Nielsen Norman Group, som han grundlagde i 1998 sammen med Don Norman. Han er kendt som en pioner inden for ”discount usability engineering”.Han har skrevet flere indflydelsesrige bøger, herunder Designing Web Usability og Usability Engineering, og har været tilknyttet virksomheder som IBM, Bellcore og Sun Microsystems. 

7. Bjarne Stroustrup 
I 1979 begyndte Bjarne Stroustrup at udvikle C with Classes, som senere blev til programmeringssproget C++. Målet var at kombinere C’s effektivitet med objektorienterede principper inspireret af sprog som Simula.
C++ blev formelt lanceret i midten af 1980’erne og har i dag enorm udbredelse – alt fra operativsystemer til højfrekvenshandelssystemer bruger C++.
Bjarne Stroustrup har arbejdet i mange år på Bell Labs (Forskningsafdelingen i USA´s største teleselskab) hvor han standardiserede C++. Har også arbejdet som professor på amerikanske universiteter og været tilknyttet Morgan Stanley som rådgiver.