I Thisted har man måttet lægge børnesagsområdet i AI-mølpose og i Kalundborg håber man at selvkomponeret ”Policy-maskine” kan hjælpe med at afklare områder, hvor AI støder ind i lovgivning. AI-hverdagen er fortsat hæmmet af den juridiske usikkerhed.
Uklarhed om de juridiske rammer for brug af kunstig intelligens hæmmer i høj grad brugen af AI i kommunerne.
Ganske vist har Digitaliseringsstyrelsens taskforce for Kunstig Intelligens fået det som en af sine primære opgaver af afklare de juridiske rammer. Og Kommunernes Landsforening, KL, har udviklet en juridisk AI-værktøjskasse, der hjælper kommunerne. Men i hverdagen er det stadig usikkerheden, der dominerer.
”Meget er uklart. I vores hverdag går der derfor rigtig meget tid med at tæmme den innovationskraft, som ligger hos medarbejderne, der har mange gode ideer til, hvordan AI kan gøre deres hverdag lettere”, siger Mikkel Alstrup, chef for IT, digitalisering og borgerservice i Thisted Kommune.
”Vi må håbe, at KL´s juridiske værktøjskasse kan hjælpe os, men i dagligdagen er det stadig frustrerende for os, at der er så stor uklarhed om de juridiske rammer for brugen af AI”, siger Partheepan Vijayamohan, AI-udviklingskonsulent i Kalundborg Kommune.
I Kalundborg kommune har man introduceret en ny platform af AI-værktøjer, som medarbejderne kan bruge.
Samtidig er man i gang med at udvikle en ”Policy-engine” på dette værktøj, der alarmerer brugerne, når de støder ind i områder, hvor AI-brugen strider mod lovgivningen og de regler og den praksis, som Kalundborg kommune følger på området.
Ifølge Partheepan Vijayamohan er der stor interesse blandt kommunens medarbejdere for at bruge den nye AI-platform og de værktøjer til bl.a. mødereferater og tolkning, som platformen indeholder.
Inden ibrugtagningen af platformen og udrulning har kommunen holdt en juridisk workshop med kammeradvokaten for at identificere de juridiske problemområder, som brugen af AI-platformens funktioner kan skabe. På den baggrund er man gået videre med at introducere platformen til interne test for kvalitetsikring og feedback og ser frem til at introducere platformen efter de sidste juridiske rammer er på plads
Børnesagsområdet lagt i AI-mølpose
I Thisted kommune har den juridiske usikkerhed foreløbig haft som konsekvens, at kommunen har valgt at arbejde med AI-chatbots indenfor HR og IT-support, hvor der ikke er borgerkontakt og personoplysninger involveret. Det giver mest mening i en mindre kommune med begrænsede ressourcer.
”Vi ville dog også gerne kunne bruge AI som hjælpemiddel på f.eks. børnesagsområdet. Her er der et omfattende skriftligt materiale i de fleste sager, som AI kan resumere. AI kan også bruges som hjælp til at forberede en beslutning baseret på de sager, som allerede er afgjort. Det, der er tale om, er beslutningsstøtte – ikke skøn og afgørelser, som selvsagt ikke må foretages af en bot, men skal udføres af de medarbejdere, der har kompetencerne til det. Samtidig er vi også helt med på kravene til hjemmel er skrappe af en årsag, når vi i kommunerne arbejder med vores allermest, udsatte målgrupper, men det kan være svært at kommunikere til de kommunale fagchefer, der har ambitioner på at bruge de nye teknologiske muligheder på deres områder”
Men børneområdet har man i Thisted kommune altså foreløbig besluttet at lægge i AI-mølposen indtil de politiske ambitioner og deraf følgende juridiske rammer er på plads.
Hvornår det sker står hen i det uvisse.
Taskforce afsporet af nye opgaver
Digitaliseringsstyrelsens Taksforce for Kunstig Intelligens har opgaven. Det hedder specifikt i kommissoriet, at taskforcen skal ”sætte rammerne for ansvarlig brug af AI” og ”fjerne juridiske snubletråde”
Bl.a lægges der vægt på, at taskforcen skal bruge erfaringerne fra de kommunale og regionale signaturprojekter for anvendelsen af AI i deres arbejde med at afklare de juridiske rammer.
På Digitaliseringsmessen i Odense i slutningen af september måtte Mette Lage, afdelingschef for Digital Offentlig Sektor i Digitaliseringsministeriet og chef for taskforcen, dog bede de mange interesserede tilhørere om tålmodighed.
Arbejdet i taskforcen er nemlig blevet stærkt præget af, at Statsminister Mette Frederiksen i foråret på årsmødet i KL forlangte, at der hurtigt igangsættes tre storskalaprojekter for brug af AI i den offentlige sektor. De skulle præsenteres inden sommerferien. Det er dog ikke sket.
Men der arbejdes med sagen på højtryk. Opgaven med at identificere disse projekter og den efterfølgende organisering kræver både tid og kræfter, som ikke kan bruges på de generelle opgaver, herunder den juridiske afklaring, som ellers en af taskforcens hovedprioriteter.