Henrik Brix • 16 november 2022

Vejen dertil ender ikke længere blindt

Kan I forestille jer at køre ned ad en ensrettet vej, der ender blindt? Det er bestemt ikke sjovt. Men for mere end to år siden, efter at EU-domstolen afsagde Schrems II dommen, mente jeg, at dommen samt EDPB´s (det europæiske databeskyttelsesråd red.) anbefalinger gjorde, at vejen endte blindt, når det kom til kommunernes anvendelse af amerikansk ejede cloudløsninger.

 

Men sådan er det måske ikke længere. For få uger siden skrev USA´s præsident Joe Biden et præsidentielt dekret”, som er en udstrakt hånd til Schrems II afgørelsen. I parentes bemærket gjorde Schrems II afgørelsen USA til et usikkert tredjeland” med hensyn til persondataoverførsler. Det har Joe Biden selvfølgelig ingen interesser i at have siddende på sig – derfor har Ursula von der Leyen, EU-Kommissionens formand og Joe Biden haft forhandlinger. Og nu er der så kommet et udspil fra USA. Og vejen dertil – med hensyn til kommunernes anvendelse af amerikanske cloudløsninger – ender måske ikke længere blindt.
 

Det er vigtigt at sige, at dekretet ikke er et nyt overførselsgrundlag. Men nu skal EU-Kommissionen tage stilling til, om den mener, at USA er kommet EU-domstolens afgørelse så meget i møde, at EU-Kommissionen kan skrive et nyt overførselsgrundlag, som erstatning for privacy shield” som EU-domstolen dømte ude. Spændende. Meget spændende. Også om der kommer en Schrems III
 

Digitalisering og beskyttelse af data er blevet storpolitik. Det viser sagen om Helsingør Kommunes og Aarhus Kommunes brug af Chromebooks pc´er i folkeskolerne også. Selvom det ikke lige er en udløber af Schrems II – så er det amerikanske Google Workspace og Googles operativsystem Chrome OS og Google Chrome browseren, der har gjort at Datatilsynet har rejst alvorlig kritik” – og ligeledes over for de øvrige 47 kommuner, der også bruger Chromebooks. 
 

Cybertrusselsniveauet samt antallet af cyberangreb eller angrebsforsøg mod landets kommuner er stærkt stigende. Det er ressourcekrævende og det kræver kompetencer, der kan være vanskelige at skaffe. Derfor har kommunerne brug for at samarbejde på området, så vi i fællesskab kan opbygge kompetencer om et kommunalt værn mod cybersikkerhed. Ifølge programleder Beth Tranberg,KL, involverer kommunerne nu KOMBIT i arbejdet for at etablere en cybersikkerhedsløsning for alle 98 kommuner. Dette arbejde begynder i januar 2023. Kommunerne er godt i gang med forberedelserne på samarbejde på sundhedsområdet (DCIS Sund) men når KOMBIT involveres vil den fælles løsning også omfatte andre samfundskritiske områder end sundhedsområdet.
 

For tredje gang i træk vinder Danmark VM i digitalisering i United Nations blandt 193 lande. Danmarks infrastruktur og de digitale fundamenter høster ros og anerkendelse – et skulderklap til de digitale løsninger.
 

Der er også nogle artikler i denne udgave som viser, at digitalisering – som disciplin – bliver stadigt mere politisk. De tre store digitaliseringsstrategier – regeringens, det fællesoffentlige og den kommunale digitaliseringspolitik – er alle sammen tendenser i den retning. Vi står måske på kanten til en ny æra. For et er sikkert digitaliseringen fortsætter. Og vejen dertil er ikke længere blind.