Digitalt Innovationsforum i Sønderborg Kommune undersøger nye muligheder for at øge digitaliseringsgraden i organisationen.
Det seneste år har en gruppe chefer og ledere fra samtlige forvaltninger i Sønderborg Kommune mødtes i Digitalt Innovationsforum.
Gruppen er sat i verden med et længerevarende strategisk fokus, der skal kigge på digitaliseringsområdet i et 10 års-perspektiv. Digitalt Innovationsforum består af repræsentanter fra alle kommunens forvaltninger, som alle er frontløbere på deres respektive fagområder, forklarer kommunaldirektør Tim Johnny Hansen.
Digitaliseringskonsulent Tina Hougaard Jørgensen, der også er projektleder for Digitalt Innovationsforum understreger, at det giver god mening at have alle forvaltninger med ombord, da det skaber synergier og nysgerrighed og øger mulighederne for at udbrede og udnytte teknologierne på tværs af kommunen.
Det har allerede ført til konkrete test på skoleområdet af den digitale app-løsning AktiveAvatars, der er udviklet til at supplere den socialpædagogiske indsats for udviklingshæmmede voksne på væresteder og botilbud i Sønderborg Kommune. Gruppen har også bidraget til generelle temaer som generativ AI i organisationen samt deltaget i en konkret afprøvning af M365 Copilot.
Forummet skal udfordre og sætte spørgsmålstegn ved de nuværende administrative rammer, som kan være en begrænsning for innovation og digital udvikling af organisationen, herunder at afdække muligheder, der potentielt set kan skabe radikale ændringer i organisationens praksis, således at digitaliseringspotentialet kan udnyttes fuldt ud.
”I digitalt innovationsforum tager vi ejerskab for digitaliseringen i Sønderborg. Vi kan faktisk bruge hinanden. Måske sidder der nogle kollegaer i en anden forvaltning og har haft nøjagtig det problem, som vi skal til at løse i vores forvaltning. De har måske allerede gjort sig overvejelser eller nogle erfaringer, som vi kan trække på. Det er her digitalt innovationsforum skal være med til at speede op for digitaliseringen i kommunen, siger medlem af Digitalt Innovationsforum, Lene Sloth, Teamleder i Borgerservice, Faglig enhed og IT.
Digitalt Innovationsforum er nysgerrige på at udnytte nye teknologier og lader sig inspirere af andre kommuners succes med at udnytte digitale løsninger.
Lena M.E.A. Fink, Afdelingsleder Lønservice og medlem af Digitalt Innovationsforum fortæller: ”Jeg oplever at innovationsforummet sætter gang i nogle tanker og en vidensdeling på tværs af forvaltningerne”.
Handlekatalog med strategiske spor
Digitalt Innovationsforum har udarbejdet et handlekatalog med tværgående strategiske spor, der skal sikre øget innovation og yderligere digitalisering og automatisering i organisationen. Hver spor indeholder konkrete digitaliseringsinitiativer og projekter, der kan igangsættes i organisationen over tid i et kort, mellemlangt og langsigtet perspektiv. Initiativerne tilføjes løbende Sønderborg Kommunes Digitaliseringsportefølje. Handlekataloget er dynamisk og udvides løbende med nye strategiske spor fra forummet. Indtil nu indeholder handlekataloget to spor:
- Spor 1 Digital Borger- og Erhvervsservice
- Spor 2 Teknologiudnyttelse i administrative processer
Intern digitaliseringsmesse
På initiativ fra Digitalt Innovationsforum og Digitaliseringsteamet, blev der i september 2024 afholdt en intern Digitaliseringsmesse i Sønderborg Kommune. Formålet var at sætte spot på digitalisering i organisationen, vise hvilke projekter der allerede er i fuld gang og at blive klogere på hvordan vi kan udnytte og anvende nye teknologier i fremtiden. Messen var åben for alle ledere og medarbejdere i kommunen og bød på en række spændende oplæg om emner som generativ AI, automatisering af administrative arbejdsgange, klimateknologi og velfærdsteknologi. Der var også mulighed for at besøge forskellige stande, både med gode cases med digitale erfaringer internt fra kommunen, og stande med eksterne leverandører.
Fakta
Det var en stor succes med over 250 deltagere på dagen.
Vi har fået mange positive tilbagemeldinger fra deltagerne som blandt andet siger at ”det var
inspirerende dag”, ”en dag der skabte både en nysgerrighed og åbenhed for at turde tænke stort og bruge sin fantasi” og ” en øjenåbner for alle
de digitale muligheder”.