Flemming Kjærsdam • 28 februar 2025

Nu er DIGIT version 2.0 i luften med ni kommuner om bord

DIGIT – Digitaliseringsforening Sjælland – har på en ekstraordinær 
generalforsamling den 28. januar 2025 besluttet at fortsætte i en ny udgave – Version 2.0 med ni kommuner om bord. I maj måned 2024 valgte de to største kommuner på Sjælland, Roskilde og Næstved at melde sig ud af DIGIT. Så i stedet for de 11 kommuner blev der ni tilbage. 


I den mellemliggende periode fra maj 2024 til januar 2025 har kommunaldirektørerne og it-cheferne og de relevante medarbejdere haft drøftelser om foreningens fremtid. Den ekstraordinære generalforsamling i slutningen af januar traf beslutningen i enighed. 
”Vi står på et rigtigt godt fundament. Der er enstemmig opbakning til, at DIGIT skal fortsætte. Kommunaldirektørerne drøftede et oplæg til fire faglige pejlemærker, vi havde udarbejdet til dem,” siger direktør i DIGIT, Kirsten V. Jensen, Slagelse Kommune.
De fire faglige pejlemærker er særlige indsatsområder, som foreningen prioriterer.  Og udover at de ni tilbageværende kommuner bakker op om foreningen, bakker de også op om de faglige pejlemærker, som alle kommuner har bidraget til. 

Fire pejlemærker
Det første pejlemærke er sikkerhedsdagsordenen. Her vil foreningen løfte dagsordenen om cybersikkerhed i fællesskab. 
Det andet pejlemærke er at ”vi skal konsolidere brugen af de eksisterende IT-systemer og teknologier, vi allerede har indkøbt sammen. Det betyder også, at når et system skal i genudbud, så laver vi selvfølgelig også det i fællesskab,” siger Kirsten V. Jensen.
Det tredje pejlemærke er ”at accelerere brugen af nye teknologier”.
”Lige nu kigger vi meget på AI, men det kan også være andre teknologier, som vi har brug for ret hurtigt i alle ni kommuner at få et overblik over. Vi har også talt om, at vi vil lave fælles rammer for anvendelsen af AI i fællesskabet, så alle kommuner i DIGIT griber det an på samme måde,” siger Kirsten V. Jensen. 
Det fjerde pejlemærke siger, at ”vi skal understøtte digitalisering gennem kapacitetsopbygning og kompetencer. Det er jo et pejlemærke som egentlig godt kan indgå lidt i de andre, men der har i arbejdsgrupperne været bemærkninger om, at der er behov for ”kapacitetsopbygning”.
Kirsten V. Jensen: ”Både fagligt og hvordan arbejder vi struktureret med data og med digital ledelse. Det er temaer inden for kapacitetsopbygning – og hvad vil det sige at være datadrevet?
”Vi har i 2022 købt et SSO (social – sundhed, omsorg) system af KMD. Men det kunne for eksempel være, at vi som en del af SSO-systemet arbejder med at lave et fælles virtuelt onboarding forløb, som alle kommuner kan anvende. Vi kunne lave et fælles forløb om ledelse og AI. Vi kunne sætte et udviklingsprojekt i gang, der handler om, hvordan arbejder vi fælles og struktureret med vores data”. 
Kirsten V. Jensen mener, DIGIT står på et godt fundament med de ni kommuner. Roskilde og Næstved er udtrådt på en god måde ifølge vedtægterne. I foråret 2025 skal DIGIT afklare hvordan de organiserer sig og de vil udvikle en ny projektmodel. 
Ny bestyrelsesformand er kommunaldirektør Jan Thomsen, Kalundborg Kommune.


Fakta
De ni kommuner i DIGIT:  Greve, Guldborgsund, Holbæk, Kalundborg, Køge, Lejre, Ringsted, Slagelse, Vordingborg