SKI har netop offentliggjort udbudsmaterialet for den fælleskommunale aftale 50.49 Standardsoftware - også kendt som Microsoft aftalen. Den kommende fælleskommunale aftale 50.49 træder i kraft til april, og giver 96 tilsluttede kommuner og syv forsyningsselskaber mulighed for at købe softwarelicenser, der er kompatible med eksisterende it-systemer, til konkurrencedygtige priser.
Nu er udbudsmaterialet offentliggjort, og interesserede virksomheder kan byde ind
på den kommende aftale.
”Vi har gjort et grundigt forarbejde sammen med de offentlige organisationer, da deres forskellige behov har mange indbyggede kompleksiteter. En omfattende kortlægning heraf er central for at kunne opnå konkurrencedygtige priser i et marked med begrænset konkurrence,” siger Rasmus Lund Kongsgaard, markedsdirektør i SKI.
Aftalen tildeles en leverandør og forventes at træde i kraft den 1. april 2025.
Den nye aftale er designet til at matche kommunernes behov ved at tilbyde licenser i form af standardsoftware, som er kompatibelt med deres eksisterende it-miljø, og som falder inden for 14 forskellige funktionelle områder, herunder applikationsinfrastruktur, kundehåndtering, projektstyring, e-mail og forfatterskab, indholdstjenester, it-drift, operativsystemer, sikkerhed og datastyring.
Med aftalen sikrer SKI, at de tilsluttede organisationer undgår såkaldt overlicensering og får mest muligt ud af budgettet.