12 november 2025

Open Data.dk lukker 

På en ekstraordinær generalforsamling er det besluttet at lukke foreningen Open Data.dk.
Bestyrelsesformand Bo Fristed siger, det ikke har været muligt for bestyrelsen at skabe et nyt økonomisk fundament. Og at vende tilbage til abonnementsbetaling fra de kommunale medlemmer er ganske enkelt ikke realistisk. 

Han ærgrer sig over, at det ikke er lykkedes for bestyrelsen at opnå finansiering, da Open Datas mission med at gøre offentlige delbare informationer tilgængelige skaber stor værdi for samfundet.
“Det er vigtigere end nogensinde nu, fordi AI-sprogmodeller og datadrevne teknologier har brug for store mængder af troværdige, offentlige og lovligt delbare data for at blive trænet ansvarligt,” siger Bo Fristed.


Platformen fortsætter
Han tilføjer, at Open Data.dk har lidt penge på kistebunden. Derfor overdrages platformen https://www.opendata.dk til OS2-fællesskabet og drives videre som et OS2-produkt så længe økonomien tillader det. Bo Fristed vurderer, at der er penge til tre års drift af platformen i OS2.
“Vi håber selvfølgelig, at der i løbet af de næste tre år skabes en offentlig forståelse af den værdi de åbne data skaber i samfundet”.
“Der er to store spor i Open Data platformen. Det ene er opsamling og udstilling af IOT-data fra bygninger, som bruges til klimaoptimering i bygninger og den slags. Det andet store spor har med AI at gøre. AI skaber et umætteligt behov for troværdige og delbare data, der kan bruges til at træne algoritmer og sprogmodeller med. Troværdige data er en vigtig valuta i et digitalt samfund,” siger Bo Fristed.
Han håber på at det i løbet af tre år vil blive mere tydeligt for offentligheden, hvilken værdi åbne data har.

Af Flemming Kjærsdam