22 januar 2026

OS2Skole er præsenteret som et nationalt Open Source-projekt

OS2Skole er et Open Source-projekt, der vil bygge en IT-løsning og driftsplatform til alle landets grundskoler, som alternativ til de amerikanske techgiganter Google og Microsofts løsninger, der begge har monopolstatus på skoleområdet i Danmark. 

Det var den såkaldte Chromebook sag fra 2023, der fik kommunerne i OS2fællesskabet sat i gang med at analysere skolernes systemlandskab og digitale infrastruktur. Denne analyse er gennemført i regi af OS2Skole-projektet i 2025 ligesom der er brugt tid på at forberede det kommende projekt. Forleden præsenterede OS2Skole analysen og projektoplægget med en efterfølgende paneldebat for at dele deres viden med diverse fagmedier, leverandører og øvrige interessenter om projektets ambitioner.
Projektleder Henrik Bojsen, i OS2 Skole og Syddjurs Kommune: ”Der er 23 kommuner, som har støttet projektet i 2024-25. De bidragende kommuner ønsker overblik over mulighederne for at løsne sig fra det greb de store techgiganter har på skoleområdet”.  
I alt har projektgruppen brugt 1,2 mio. kr. på eksterne konsulenter og i hundredvis af timer for at finde rationalet bag og få lagt skinnerne til projektet. Og nu viser pegepinden retningen.

Chromebooks 
Det var en forælder fra Helsingør, der oprindeligt tog fat i Helsingør Kommune, vedrørende Google ChromeBooks og Googles opsamling af data fra skole-eleverne. Datatilsynet blev opmærksom på det. Google opsamlede data, men brugte ikke skolebørnenes data til at profilere med. Det er der ikke lovhjemmel til i Danmark. 
Kommunernes Landsforening (KL) fik skabt et kompromis på vegne af 52 kommuner, som bruger Chromebooks. Datatilsynet godkendte foreløbigt det kompromis i 2024.
”Vi har også haft balladen med GDPR-lovgivningen, hvor EU-domstolen underkendte overførselsgrundlaget Privacy Shield mellem USA og EU i 2020. Det er så efterfølgende blevet løst med Data Privacy Framework i 2022. Det rejser jo en række spørgsmål. Ønsker vi, at amerikanske techgiganter har et monopol i vores folkeskoler? Ønsker vi, at de lagrer danske skolebørns data i Europa? Altså Google og Microsoft er amerikanske virksomheder og er underlagt amerikansk lovgivning. Nej det gør vi ikke. Vores opdrag i OS2Skole er at formulere et alternativ, hvor vi som skoler og kommuner har kontrol over egne systemer, egne data og lagring af data,” siger Henrik Bojsen. 

Google er ikke Open Source
Henrik Bojsen: ”Google er ikke Open Source, så vi kan ikke se, hvad der sker inde i maven på deres systemer og infrastruktur. Der er databehandleraftaler, ja, men vi kan sige, at de amerikanske selskaber ikke viser god adfærd og forholder sig heller ikke særlig loyalt over for europæisk lovgivning, hvis jeg må sige det direkte. Det er der flere eksempler på. Så man kan spørge, hvem tror egentlig på Google? Og fremover vil vi så blive ved med at bruge Googles skolesoftware i danske skoler? Og vi kan også godt diskutere om den lovlighed, som der er lige nu med Chromebooks og dataoverførselsgrundlaget mellem USA og EU, vil det blive ved med at være gældende fremover? Det ved vi ikke”.
”Det har vi i 2025 brugt 11 måneder på at finde en vej ud af. Hvordan kan vi erstatte det, vi har? Vi ønsker fuld kontrol. Vi vil styre, hvor data behandles og sikkerheden omkring det. Open Source er den oplagte vej, ikke som et mål, men som et middel til at opnå kontrol og sikkerhed, og nu har vi præsenteret et systemlandskab op og en infrastruktur til fremtidens skoleløsning,” siger Henrik Bojsen.

Kigget udenfor landets grænser
Det seneste år, hvor projektgruppen har kigget på løsninger til systemlandskabet, er der ikke kun undersøgt ting i Danmark. Henrik Bojsen siger flere gange, at OS2Skole ikke handler om at kode alt fra bunden, men at tage alt det gode ned fra hylderne som er i drift og sætte det sammen i en ny løsning og en driftsplatform. Bayern i Tyskland har en Open Source-løsning og driftsplatform med 1,2 mio. skoleelever og lærere. Det har været til stor inspiration for det danske projekt. I den faglige gruppe bag projektet er der både lærere, skoleledere og IKT-folk.
I dag bruger de danske skoler omkring 66 mio. kr. om året på licenser til Google og Microsoft. Og selvom det er et relativt beskedent beløb for 500.000-600.000 brugere – 133 kroner pr. bruger om året, så mener OS2Skole, at det kan gøres billigere med Open Source – ”samtidig med vi får fuld kontrol over elevernes data og styrer udviklingen fremover. Der er ingen grund til at vi skal styres af amerikansk Big Tech,” siger Henrik Bojsen.    
Status for vores projekt er, at vi snart kan være klar til at købe ind. Løsningen, som vi vil komme med betyder, at hver kommune kan vælge om den vil køre sin egen instans af OS2skole på egne servere i egen kommune eller om den vil have driften til at køre på OS2Skoles platform, som kører i skyen indenfor EU. 
Som nævnt har 23 kommuner støttet OS2Skole-analysen i 2025. Det svarer til en tredjedel af skolemarkedet.    


Fakta:
Analysen er støttet af OS2-fællesskabet, Aalborg Kommune, Aarhus Kommune, Ballerup Kommune, Brøndby Kommune, Faaborg-Midtfyn Kommune, Favrskov Kommune, Gentofte Kommune, Haderslev Kommune, Holbæk Kommune, Holstebro Kommune, Horsens Kommune, Ishøj Kommune,
Jammerbugt Kommune, Middelfart Kommune, Norddjurs Kommune, Odder Kommune, Odense Kommune, Ringkøbing-Skjern Kommune, Ringsted Kommune, Roskilde Kommune, Sønderborg Kommune, Sorø Kommune og Syddjurs Kommune


Af  Flemming Kjærsdam