Flemming Kjærsdam • 18 november 2021

Cloudomsætningen vokser med raketfart

Kommunerne bruger i stadig stigende grad SKI-aftaler til deres indkøb. Et af de teknologiområder, som vokser med raketfart, er, ifølge SKI, cloudtjenester, og SaaS Cloud 02.19 er nu det tredjestørste forretningsområde i SKI.

 

It-indkøb fylder nu 71 pct. af den samlede omsætning på SKI-aftaler, svarende til over 7 mia. kr. om året og har gennemgået et meget markant skifte gennem de seneste år. Cloud er et af de områder, hvor der har været størst fremgang i omsætningen på SKI’s aftaler.

”Vi ved fra vores kunder, at Coronapandemien har resulteret i en hurtig omstilling i forhold til cloud. Flere kommuner har ikke været vant til at arbejde i skyen før Corona, men har set sig nødsaget til lynhurtigt at omstille sig,” siger adm. dir. Signe Lynggaard Madsen, SKI.

I 2020 var SaaS Cloud 02.19 således det tredjestørste forretningsområde i SKI. Samtidig var standardsoftware 02.06 det næststørste forretningsområde, hvor der også købes cloudløsninger. Så alt i alt vokser cloudomsætningen med raketfart hos SKI.

”Vi ser en generel stigning i anvendelsen af SKI-aftaler, herunder særligt vores it-aftaler. Det gælder også for indkøb af cloudløsninger for standardsoftware på 02.06-aftalen og cloudservices på 02.19. Cloud fylder stadigt mere blandt offentlige it-indkøbere.”

”Udviklingen inden for it-indkøb er i løbet af de seneste fem-10 år gået fra primært at være hardware til i højere grad at være software og cloud. Det kræver også omstilling i kompetencer hos offentlige it-indkøbere og hos os i SKI. Den, der var god til at købe kopimaskiner, er ikke nødvendigvis god til at vide, hvornår man skal skrue op og ned for serviceydelser og kapacitet oppe i skyen,” siger adm. dir. Signe Lynggaard Madsen, SKI.

 

Software as a service 02.19

02.19 hos SKI er Software as a Service (SaaS) rammeaftale. Den har forandret sig meget siden starten i 2010, men kom i sit nye format i december 2014, som en cloudaftale. Den blev fornyet i 2018 som en SaaS-aftale. 02.19 har en samlet forventet værdi på ca. 4 mia. kr. i aftalens firårige levetid. 02.06 er standardsoftwareaftalen, hvor der også er cloudomsætning.

”Softwaremarkedet generelt er i kraftig stigning, og vi kan se en udvikling, hvor man har mindre liggende on-premise (lokalt i kommunen red.) og i højere grad kører på licenser og overgår til skyen. Det kan vi også se på brugen af vores aftaler. For 10 år siden købte kommunerne stort ind af hardware, netværk og servere. I dag er det i højere grad softwareprodukter og cloudløsninger. Og vi forventer, at den udvikling vil fortsætte,” siger Signe Lynggaard Madsen.

SKI mærker også, at der kommer mange henvendelser fra kommunerne om cloud. Godt 80 pct. af alle henvendelser drejer sig om cloud, og det antal forventer SKI vil stige til over 90 pct. i løbet af de næste fire-fem år.

 

 

Fakta

Der kan købes cloud-tjenester på følgende SKI-aftaler: 02.06, 02.18, 02.19, 02.22 og 50.07. Desuden kan der købes konsulenter til opsætning, drift og governance af cloud på en del aftaler – især på 02.15 og 02.17.