I Aabenraa kommune har man i en årrække kortlagt en lang række digitale projekter på social- og sundhedsområdet. Samtidig har man systematisk givet politikerne indsigt i digitaliseringens muligheder. Det har skabt politisk ejerskab til stadig flere og nye digitaliseringsprojekter, der både sparer penge og forbedrer servicen overfor borgerne.
Hvis kommunalpolitikere får en grundig indføring i digitaliseringen og kender dens muligheder, er det lettere at skabe forståelse for digitaliseringstiltag, der både effektiviserer og forbedrer den offentlige service.
Det vurderer Kenneth Kristensen, der i øjeblikket arbejder på en ph.d. på Syddansk Universitet om offentlig topledelse af digitalisering. Han har erfaring som direktør i fire kommuner senest som kommunaldirektør i Dragør Kommune.
Kenneth Kristensen har for KL udarbejdet rapporten - ”Veje til politisk deltagelse i digitaliseringen” - og peger bl.a. på Aabenraa, som en kommune, der har arbejdet systematisk og strategisk med digitaliseringen i en årrække. Her er der en del læring af hente, men det vender vi tilbage til.
Indledningsvis peger Kenneth Kristensen på, at der skal være en vis arbejdsdeling mellem “bagbutikken”, som den kommunale administration alene står for, og den del af digitaliseringen,
der vender ud mod borgerne, og som har store økonomiske konsekvenser eller involverer etiske og andre dilemmaer og derfor bør have politikernes særlige interesse.
Det administrative felt omfatter det som byrådet vælger, ikke er politisk interessant. F.eks. nye sagsbehandlings-systemer og andre administrative løsninger, som er pragmatiske tiltag, der er nødvendige, men ikke politisk relevante i anden sammenhæng end den økonomiske investering, der følger med.
De borgernære områder i fokus
De områder, der i særlig grad berører politikerne, er de borgernære områder, hvor digitaliseringen kan frigøre ressourcer og i mange tilfælde også forbedre servicen for borgerne. Hvis digitaliseringen f.eks. vedrører en robot, der kan bespise et handicappet barn, eller intelligente bleer, der bruges i hjemmeplejen, er det afgørende, at politikere har sat sig ind i teknologien, kender dens muligheder og kan forklare og forsvare tiltaget overfor borgerne. Eller omvendt måske standse en digitalisering, der hvor den ikke opleves som hensigtsmæssig i forhold til borgeren.
I Aabenraa kommune har byrådet på social- og sundhedsområdet vedtaget en strategi og en handleplan med tilhørende anlægsmidler til digital sundhed- og velfærdsteknologi på baggrund af businesscases, hvor den efterfølgende drift skal finansiere sig selv. Området er ikke en politisk kampplads, for der er enighed i byrådet om strategien og dermed det politiske ejerskab til den.
Strategien har fire bundlinjer. Den skal frigøre ressourcer, gøre borgerne mere selvhjulpne, bidrage til at fastholde medarbejdere og i samarbejde med lokale leverandører skabe vækst og nye arbejdspladser i kommunen.
Politikerne skal have indsigt i digitalisering
De mål mener Kenneth Kristensen godt kan indfries forudsat, at man som i Aabenraa har gjort en stor indsats for at engagere byrådsmedlemmerne og give dem indsigt i, hvad digitalisering er og kan bruges til. I Aabenraa har man arbejdet strategisk med digitalisering siden 2009 – først ud fra økonomiske hensyn, men senere ud fra den firedobbelte bundlinje, som i øvrigt nu også omfatter bæredygtighed.
”Uddannelsen” af politikerne i digitalisering omfatter bl.a. work-shops, hvor politikerne selv afprøver forskellige digitaliseringsløsninger, demonstrationer, institutionsbesøg, og besøg hos leverandører. Uddannelsen omfatter også studierejser, f.eks. en studietur til Holland, hvor man arbejder med digitaliseringen på samme vis som i danske kommuner.
At politikernes engagement og viden om digitalisering rent faktisk gør en forskel bekræfter direktøren for kommunens social- og sundhedsområde, Karin Storgaard Larsen. Hendes forvaltning har løbende ca. 50 borgernære digitaliseringsprojekter i gang, hvoraf ca. halvdelen sættes i drift efter beslutning i social og seniorudvalget. Siden 2017 har udvalget årligt godkendt en projektplan, hvor de digitaliseringsløsninger, der arbejdes med, præsenteres for udvalget som i mange tilfælde også selv får mulighed for at afprøve dem.
Politisk ejerskab er afgørende
”Processen giver politisk ejerskab og politisk vilje til digitalisering og teknologiudvikling på et helt andet niveau, end hvis man arbejder med digitaliseringen i et tværgående udvalg, hvor det er langt fra den daglige drift”, siger Karen Storgaard Larsen
Anledningen til at man i Social- og Sundhedsforvaltningen ændrede sin tilgang til digitalisering og besluttede sig for at afprøve digitale løsninger i større omfang, var oprindelig den såkaldte ”robotstøvsuger-debat”, hvis omdrejningspunkt var om robotstøvsugere i praksis kunne erstatte en medarbejder, der kom ud for at støvsuge. Debatten kørte uden at man havde lavet forsøgsprojekter, der kunne give et bedre beslutningsgrundlag.
”Nu afprøver vi en lang række teknologiske løsninger på velfærdsområdet og vurderer om de virker, før vi sender dem i drift”, fortæller Karen Storgaard Larsen.
Det kan f.eks. være genoptræningsprogrammer for borgere, der har været indlagt, eller det kan være "skærmbesøg", der erstatter indsatser, som tidligere har været løst ved at sende en medarbejder ud.
Karen Storgaard Larsen oplyser, at de hidtidige digitale løsninger i mange tilfælde har suppleret det, som medarbejderne har kunnet gøre ude hos borgeren, hvorved der samlet set er opnået en bedre effekt. Men de nye muligheder har samtidig affødt større forventninger hos borgerne til den service de får.
Derimod har tiltagene ikke nødvendigvis reduceret antallet af personkontakt-minutter, som der er brug for ude hos borgere.
Konvertering af hænder til teknologi
Det betyder dog ikke nødvendigvis, at projekterne ikke har ført til besparelser. Når digitaliseringsløsningerne går fra projektstadiet til drift, skal den enkelte enhed nemlig som udgangspunkt finansiere løsningen indenfor sit driftsbudget. Og det kan betyde, at udgifter til f.eks. skærme ude hos borgere og licenser må finansieres ved at
reducere i lønbudgettet i forventning om at løsningen har reduceret arbejdsopgaven for medarbejderne.
I 2023 er det aftalt med Social og Seniorudvalget, at der i højere grad afprøves digitale løsninger, som konverterer ”hænder til teknologi”. Det er afledt af den vanskelige rekrutteringssituation.
”Tidligere var sådanne tiltag ikke populære, fordi medarbejderne frygtede at blive afskediget. I dag, hvor det kniber at rekruttere, har holdningen ændret sig. Nu vil medarbejderne gerne være med til at afprøve teknologier, som kan aflaste for nogle af de opgaver, som de løser i dag”, siger Karen Storgaard Larsen.
Som eksempel på en mulig digital løsning, der kan konverteres hænder til teknologi, nævner Karen Storgaard Larsen håndtering af nødkald, som er meget ressourcekrævende. Nødkald går i dag via en vagtcentral, som vurderer om en medarbejder skal sendes ud.
”Men hvis vi f.eks. havde adgang til et videokamera i hjemmet, ville vi bedre kunne vurdere om der er behov for at sende medarbejdere ud. Det kunne vi godt køre et forsøg med, men det støder dog på lovgivningen, som ikke umiddelbart tillader videooverovervågning i et hjem, heller ikke selvom borgeren giver sin tilladelse”.
FAKTA
Erfaringer fra Aabenraa:
• Skab bredt politisk ejerskab, så fejl ikke bliver en politisk kampplads
• Brug handleplaner og resultatopgørelser
• Skab risikovilje til nye projekter ved at give politikerne indsigt.
• Lad politikerne selv afprøve de digitale løsninger.
• Lad være med at formulere digitaliseringsprojekter som rene besparelsesprojekter